1. spadestik til seniorboliger

Byggeriet er i gang, selv om lokalplanen først vedtages på mandag

VRÅ:Lokalplanen for de kommende seniorboliger ved Vrå Højskole fremlægges først til endelig vedtagelse i kommunalbestyrelsen på mandag, men allerede i går blev det første spadestik til byggeriet taget. Bygherren, Jyske Seniorbolig, har tydeligvis stor tillid til at kommunalbestyrelsen ikke vil lytte til de mange indsigelser, der er kommet imod byggeriet. Omkring 600 borgere har opfordret kommunalbestyrelsen til at finde et andet sted at bygge seniorboligerne, fordi byggeriet inddrager Vrå Skoles boldbane. Ifølge Jyske Seniorboligs direktør, Ole Kronholm, er det ikke usædvanligt at starte et byggeri før lokalplanen er vedtaget. - Hvis kommunalbestyrelsen laver ændringer i lokalplanen, retter vi bare ind til højre. Vi sætter selvfølgelig ikke kloakmanden i gang, inden lokalplanen er endeligt vedtaget, siger Ole Kronholm. De mange indsigelser er ikke gået hen over hovedet på ham. - Men vi føler ikke at vi er part i, hvor skolens sportsplads skal ligge. Det er et lokalpolitisk spørgsmål, påpeger Ole Kronholm. Indsigelserne kunne ikke spolere stemningen i forbindelse med det første spadestik. Ikke bare håndværkerne og bygherren var repræsenteret. Også lærere og elever fra højskolen samt kommende beboere i seniorboligerne havde fundet vej til byggegrunden. Borgmester Knud Rødbro var også til stede og han fik æren af at stikke den gyldne spade i jorden. - Jeg synes det er et spændende projekt, der er på vej her. Vi kender Jyske Seniorbolig for seriøsitet og kvalitet, og jeg tror det bliver et kvalitetsbyggeri, sagde han. Ole Kronholm lovede, at det bliver et byggeri af høj kvalitet. - Vi er af den overbevisning, at vi her kan lave et ekstraordinært godt byggeri, og jeg tror at samarbejdet med højskolen bliver noget, som både beboerne og højskolen kan få megen glæde af. OBH-Gruppen er totalrådgiver på projektet, og lokale og regionale håndværksfirmaer er antaget til de enkelte opgaver. Der er plads til 40 seniorboliger, men i første omgang bygges 16, hvoraf halvdelen er solgt på forhånd. De første boliger ventes klar til indflytning om et års tid.