10.000 kroner for middag med K-kvinder

KØBENHAVN:Lene Espersen (K) og Connie Hedegaard (K) er regeringens dyreste damer. I al fald står de to konservative ministre i øjeblikket for de højeste bud på den middagsauktion, som www.yellowbase.dk holder for 59 folketingsmedlemmer. Overskuddet går til hjælp til vietnamesiske kvinder via ulandsorganisationen CARE. Der er indtil videre budt 10.000 kroner for en middag med justitsminister Lene Espersen på restaurant Era Ora på Christianshavn - og buddet er det samme for middagen med Connie Hedegaard, der indtages på Saison i Hellerup. En middag på Kong Hans med den nyudnævnte undervisningsminister, Bertel Haarder (V), kan erhverves for 3000 kroner, mens det koster mindst 5200 kroner at få selskab af den tidligere radikale undervisningsminister Margrethe Vestager på Søllerød Kro. Auktionen løber indtil næste uge, og blandt andre politikere, der stiller op, er Dansk Folkepartis formand, Pia Kjærsgaard, den radikale Naser Khader og Socialdemokraternes gruppeformand, Pia Gjellerup. /ritzau/