10.000 kroner til lokal sangbog

Pengeinstitut støtter udgivelsen af "Fjorden synger"

Spar Nord Fonden har med 10.000 kr. været fødselshjælper til den lokale sangbog "Fjorden synger". På fotoet ses fra venstre direktør Frank Kristensen fra Spar Nord Mariagerfjord med Tove Frank og Jane Grøn fra Kulturelt Samråd. Privatfoto

Der var basis for en lille jubelsang, da initiativtagerne til den lokale sangbog "Fjorden synger" forleden fik overrakt 10.000 kroner i Spar Nord Bank. "Fjorden synger" er udgivet af en initiativgruppe under Kulturelt Samråd. Udgivelsen, der er på mere end 200 sider, indeholder lokale viser og sange geografisk spredt fra hele Mariagerfjord Kommune. Aldersmæssigt spænder viserne helt tilbage fra 1720 til nutiden, og udgivelsen er krydret med en lang række stemningsfotos fra området omkring fjorden. Takket være det økonomiske tilskud fra Spar Nord og de mange frivillige arbejdstimer fra initiativtagerne er produktionsprisen holdt på et meget lavt niveau. Udgivelsen kan bl.a. købes på Kommunens Biblioteker og i Spar Nord Banks afdelinger i Hobro, Arden og Hadsund formedelst 149 kroner.