Lokalpolitik

10 år i spidsen for Hjørring

Flere tvivlede på Bent Brown, da han skulle være borgmester. I dag er han afholdt og respekteret

HJØRRING:- Han er er rar og blød person, der har nemt ved at blive rørt. Han har den indstilling, at hvis vi laver en brøler, så er det tegn på, at vi bestiller noget. Sådan beskriver sekretær for borgmester Bent Brown, Lena Rønn, sin chef gennem præcis ti år i dag. Citatet er meget rammende. Bent Brown er en meget menneskelig mand, og han holder sig nede på jorden sammen med resten af byens borgere, selv om han har fået tildelt borgmesterkæde, ansvar for millionsbudgetter og 5341 personlige stemmer ved sidste valg. Han kan tale med alle, døren til borgmesterkontoret er åben for enhver, der gerne vil snakke med ham, og han ejer den sjældne gave, som mange andre politikere forsøger at tillære sig - han er folkelig. - En dag kom jeg gående på Springvandspladsen, og der sad nogle af byens folk og nogle landevejsriddere og fik sig et par øl. Jeg kendte en af dem og sagde hej, og han hilste igen. Bagefter kunne jeg høre, at han fortalte de andre, at det var borgmesteren, der gik dér. Det troede de andre ikke på. Så gik jeg tilbage og sagde: "Jo, jeg er borgmesteren". De blev de noget overraskede over. Bent Brown fortæller anekdoten med et smil, og det er i hvert fald ikke for at prale. For der ligger ikke nogen strategi eller beregnende overvejelser bag, og Bent Brown har ikke nogen spin doktor eller kommunikationsrådgiver. Han er bare sig selv. Det klarer du aldrig Borgmesteren kan se tilbage på ti års tjeneste med glæde. Han overtog roret midt i en valgperiode i 1995, da daværende borgmester Poul Dalsager gik af i utide af helbredsmæssige årsager. Poul Dalsager var en politisk sværvægter, der både havde gjort karriere i EU og været minister, så det var nogle erfarne fodspor at skulle træde i. - Det var lidt både og at skulle komme efter ham. Jeg havde jo allerede lært en del af ham, mens jeg var byrådspolitiker. Men der var mange, der sagde til mig, at det klarede jeg aldrig. Du kan aldrig leve op til Poul Dalsager, sagde de. Men det var jeg jo heller ikke blevet valgt til. Jeg var blevet valgt til at være mig selv. Poul er Poul, og jeg er Bent, forklarer borgmesteren. Han tog den store udfordring op, og de første arbejdsdage og uger husker han tydeligt. - Jeg startede med at få borgmesterkæden overrakt. Og så var det ellers bare med at gå i gang med at lære af de nærmeste medarbejdere og direktørerne. Jeg vidste, at jeg ikke skulle komme og spille Karl Smart, men det har jeg nu heller aldrig forsøgt. Jeg har stor respekt for medarbejderne, for de har en stor viden, som jeg kan trække på, og det gik jeg så i gang med at suge til mig, husker Bent Brown. Nyttig baggrund Bent Brown havde i forvejen erfaringer fra politisk og fagligt arbejde og møder, idet han var tidligere LO formand, havde fem års erfaring fra byrådet, hvor han også havde været udvalgsforman for to forskellige udvalg, han har haft flere tillidsposter i AOF og har altid været fagligt og politisk engageret. Samtidig er han uddannet tømrer og har været faglærer på Specialarbejderskolen, han kommer fa et husmandssted i Tårs og ligger på den måde langt fra den moderne politiker, der typisk er cand polit eller økonom med begrænset praktisk erfaring. - Min baggrund har betyder kolossalt meget og har virkelig kommet mig til gode. Det, jeg skal, det er at se Hjørring fra et ganske almindeligt menneskes synspunkt. Alle de tekniske detaljer har vi andre i huset, der har forstand på, siger han. Gennem årene har opgaverne og udfordringerne stået i kø. Blandt de ting, som Bent Brown især ser tilbage på med glæde, er projektet omkring Kvægtorvet, udviklingen på boligmarkedet og opkøb af jord til erhverv. Men der har været rigtig mange opgaver, og de har ændret sig med tiden. - I den seneste tid har jeg brugt megt tid på kommunesammenlægningen, og det er en meget spændende proces. Jeg synes, vi har et godt forhold til hinanden i de fire kommuner, der nu skal blive til en, og det bliver en opgave, som min efterfølger kommer til at bruge det meste af sin tid på, fortæller Bent Brown, der som bekendt har valgt ikke at genopstille ved næste valg. Det er der flere grunde til - at det er et godt tidspunkt at få en ny leder på, at han godt vil have mere tid til familien, og at opgaven kræver noget af et energibundt. Og selv om det har været meget positivt og spændende at være borgmester, så har det også en pris. - Det har været hårdt ind imellem, det må jeg sige. Der har været vintre, hvor vi virkelig har set frem til forårets ferie, hvor vi plejer at tage 14 dage afsted, fortæller Bent Brown, hvis arbejdsuge ligger på 60-70 timer. Vil ikke blande sig Når han trækker sig, har han tænkt sig at trække sig helt. Der bliver ikke noget med at blande sig og kommentere på de nye folks arbejde. - Jeg vil hygge mig med min familie, og vi skal ud at se på landet, for det har vi ikke haft så megt tid til. Vi vil nok rejse noget mere, og der bliver tid til at være noget længere tid på campingpladsen, fortæller Bent Brown, der dog ikke ligefrem vil nægte at svare, hvis nogen skulle finde på at spørge ham til råds. Men han har tillid til, at de nye kræfter nok skal klare opgaven. Selv om han er vant til at være en travl herre, så frygter han slet ikke den tredje alder. - Det bliver dejligt, at vækkeuret ikke nødvendigvis skal tvinges til at ringe klokken seks, og man skal piske igennem aviserne, inden man skal ud af døren. Der bliver lidt mere tid til det hele.