10 år med mad fra møllen

Aalborgs første restaurant uden pizzaer fylder rundt

MIDTBYEN:En søndag midt i september i 1994 gik en italieners drøm i opfyldelse midt i Aalborg. Et petanque-kugle-rul fra Tyren slog Carlo Liberati dørene op til sin nye restaurant. Det var ovenikøbet byens første italienske spisested, der ikke serverede noget så italiensk som pizza. I går var det præcis 10 år siden Il Mulino - mølle på danske - åbnede. - Jeg husker det som en kaotisk dag. Vi startede med en reception, gallamiddag om aftenen, og oven i købet var min yngste datter Maria nyfødt. Derudover var jeg naturligvis nervøs for, hvordan restauranten blev modtaget, fortæller Carlo Liberati. Det er vist trygt at konkludere, at han er blevet modtaget godt. I aftes var restauranten i hvert fald fyldt, da hovedparten af de 35 spisende gæster havde betalt 695 kroner for en jubilæumsmenu med tilhørende vine. Siden 1998 har Il Mulino ændret sig fra et godt pastahus til en gourmetrestaurant, der har opnået én stjerne i Den Danske Spiseguide. Kun yderligere to spisesteder i Aalborg har stjerner i Danmarks mest omfattende guide over restauranter.