10 år med skole-bordtennis

Hans Henrik Rasmussen
Christian Bohn Skafte (for enden af bordet) i gang med præsentationen af de 16 kombattanter til gruppespillet. Foto: hhr-freelance.dk
1. december 2016 06:00

Det er sjovt at spille bordtennis. Den opfattelse, tror jeg, at vi er rigtig mange her i forsamlingen, der deler.

Sådan indledte lærer Christian Bohn Skafte sin velkomsttale, da man holdt 10 års jubilæum med bordtennis på Hadsund Skole.

Christian Bohn Skafte - der var og er primusmotor for skolebordtennis i Hadsund - sagde videre i sin 10 års jubilæumstale, hvor også Peter Rosenmeier, forhenværende EM og VM, dobbelt og forsvarende OL-guldvinder, var til stede: - Selv om det måske er verdens hurtigste boldspil, er det alligevel ikke sværere, end at praktisk taget alle kan deltage og have fornøjelse af spillet. Lige fra de allermindste i afdeling A over de mellemste i afdeling B og op til vores udskolingselever i afdeling C.

Går man sig en tur her i efterårs- og vinterhalvåret, er der ofte stor aktivitet ved de mange bordtennisborde, som vi efterhånden har her på skolen. Det er dejligt at se! Om man så spiller bordtennis for sjov, for at blive bedre eller decideret for at vinde og blive den bedste er jo lidt forskelligt og nok lidt afhængig af både, hvem man er og af selve situationen. Spiller man med sin lillesøster, er det måske mest for hyggens skyld, er det med ens dygtige storebror er det måske for at lære nogle fif, men spiller man henne i skolen med sin klassekammerater kan det meget ofte ende i en konkurrence om, hvem der er bedst. Det er der intet galt i. Konkurrence under de rette betingelser er både sjovt og godt.

Når man konkurrerer, anstrenger man sig for at gøre sit ypperste, man gør sig rigtig meget umage, og det er jo bare rigtig fint. Når man konkurrerer skal man desuden lære at kunne håndtere sine nerver, for når der står 10-10 i afgørende sæt, er det en fordel at kunne holde hovedet nogenlunde koldt. Og når man konkurrerer skal man også både lære at være en god vinder, og det er faktisk ikke altid er så nemt, som det lyder - og endelig og nok så vigtigt skal man lære at tabe, og det ved mange af jer eller skulle jeg sige mange af os, at det bestemt heller ikke er så nemt endda!

Men ikke mindst det sidste er vigtigt at lære, for der er jo altid en eller anden, der er bedre end en selv - det kan man lige så godt indse fra starten, og det skal man lære at kunne håndtere.

Nå, ja, nu sagde jeg altid: I Peters tilfælde holder den påstand jo ikke. Som forhenværende EM og VM, dobbelt og forsvarende OL-guldvinder er Peter jo verdens bedste på sit felt, så lige akkurat der, er der ikke nogen, der er bedre. Men ser vi bort fra den sjældne undtagelse et øjeblik, så lærer man jo i sport generelt og altså også i bordtennis, at man ikke kan vinde hver gang, men at det sagtens kan være fedt at deltage alligevel.

Sammen med en række meget konkurrencemindede drenge, diskuterede Christian Bohn Skafte - under en gårdvagt en efterårsdag i 2007 - hvem der mon var den bedste på skolen til at spille bordtennis.

Ingen af os var i tvivl. Alle anerkendte vi ganske vist, at de andre, som vi stod og talte med skam var dygtige bordtennisspillere, men vi var alle sammen skråsikre på, at vi selv lige var en tand bedre end konkurrenterne.

Nogen enighed var der langt fra tale om, så derfor var der ikke andet at gøre end at få det afgjort én gang for alle.

Så vi nedsatte et turneringsudvalg og stablede den første lidt primitive bordtennisturnering på benene. Det var i øvrigt dengang, vi kun havde 3 borde, og det ene af dem hentede vi endda nede i SFO’en i hvert frikvarter.

Men det lykkedes, og vi kunne i december 2007 - meget uhøjtideligt - kåre den første vinder af turneringen efter 2 sæt til 21.

På trods af det sit ufærdige udtryk var det allerede dengang klart, at turneringen var kommet for at blive, og i løbet af de følgende 8 år har turneringen efterhånden fundet sit rette format med mellem 50 og 75 deltagere hvert år, startende med et indledende puljespil, hvor useedede spillere kæmper om at kvalificere sig til at møde de 16 på forhånd seedede spillere i 16 såkaldte playoff-kampe.

I disse playoff-kampe dystes der om retten til at indtræde i det prestigefyldte gruppespil blandt de sidste 16 spillere.

I den forbindelse foretages en højtidelig lodtrækning til gruppespillet i Rotunden til rullende billeder af de 16 kombattanter og til fanfarerne af den velkendte Champions League-hymne.

Gruppespillets 24 kampe giver os 8 kvartfinalister, som reduceres til 4 semifinaledeltagere, inden vi helt tæt op i mod jul afvikler en episk finale foran over 200 tilskuere i en sydende kulisse i gymnastiksalen.

Den dag, vi går på juleferie, hædrer vi så årets vinder med bl.a. en hyldesttale og vigtigst af alt overrækkelsen af det synlige bevis på sejren - den medfølgende vandrepokal.

I de ca. 8-9 uger mellem efterårsferie og juleferie, hvor turneringen kører for fuldt blus, har jeg haft nogle af de ubetinget bedste øjeblikke i mit lærerliv.

Det er helt fantastisk at opleve og være en del af den iver og begejstring, som deltagerne bringer ind i turneringen, og der er masser af sjove, flotte og dramatiske højdepunkter hvert eneste år. Jeg er helt sikker på, at i år ikke bliver nogen undtagelse, når turneringen med dens svimlende og rekordstore deltagerantal på ikke mindre end 87 ambitiøse spillere startes op i kommende pause.

Og jeg er selvsagt utrolig beæret over, at vi netop i dette jubilæumsår - det 10. år - har fået besøg af en vaskeægte international verdensstjerne i Peter Rosenmeier.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...