10 år med Tour de Pedal

49 ruter venter på cykelmotionisterne i jubilæumsudgaven af motionsløbet

EMNER 1. maj 2003 08:00

FARSØ: Foråret er kommet, og ligeledes er trangen til at få trampet lidt i pedalerne. For tiende gang og dermed efterhånden traditionen tro, sørger Tour de Pedal for at hele maj måned kommer til at stå i cyklens tegn. Tour de Pedal - som er landsdækkende - har siden 1994 været arrangeret lokalt af Farsø Firma- & Familieidræt. - Og man må sige, at Tour de Pedal har haft medvind i Farsø gennem alle 10 år, fortæller Kristian Andersen fra Farsø Firma- & Familieidræt som er Tour de Pedal-koordinator. - Rent faktisk så meget, at vi har måttet udvide antallet af afgange og afgangssteder op til flere gange. - Sidste år havde Tour de Pedal - Farsø i alt 1192 ture fordelt på 259 trofaste cyklister, og dermed blev Farsø nummer 10 på landsplan ud af 46 deltagende foreninger. - Det kunne da være sjovt, om vi kunne få endnu flere cyklister ud på ruterne og dermed bevæge os endnu længere op af topdeltagerlisten. Hvem ved, vi kunne måske generobre titlen som "Årets Cykelby, som vi blev tildelt i 1995. - Så kom og vær med, opfordrer Kristian Andersen. Alt i alt tilbyder Tour de Pedal i år 49 ruter eller afgange i løbet af maj måned. Der bliver fem ugentlige afgange fra Torvet 1 i Farsø og to ugentlige afgange fra henholdvis Sparekassens P-plads i Hvalpsund, Kirkens p-plads i Strandby og Gatten Station. - Jeg har allieret mig med Grethe og Leif Østergaard i Hvalpsund, Eva Hansen i Strandby og Lisbeth Nielsen i Gatten til at klare det praktiske med turene fra Hvalpsund, Strandby og Gatten. Selv vil jeg tage mig af de fem ugentlige afgange fra Torvet 1 i Farsø, siger Kristian Andersen Så ud over muligheden for at nyde den smukke og cykelvenlige natur og trække frisk luft, er der således overalt i kommunen også god mulighed for at få sig rørt og være sammen med andre, der også kan lide at cykle. - Og for at få helt styr på afgangsdage og tidspunkter i maj måned, har vi valgt at omdele et komplet Tour de Pedal program. Så hold øje med postkassen og det grønne Tour de Pedal program. Desuden kan man også finde afgangstider og kontaktpersoner på opslag og på www.farsoe.dk , fortæller Kristian Andersen. Cykelturene er på mellem 10 og 12 kilometer og man begiver sig naturligvis ud på en ny etape hver gang. Cykelturene er på motionsplan, hvor man cykler i en samlet gruppe. Men da man får udleveret et rutekort før afgang, kan man også vælge at bryde ud fra gruppen og cykle i helt eget tempo og tilmed føje et par ekstra kilometer i benene. Efter hver cykeltur udtrækkes der sponsorgaver, og efter tre ture kan deltagerne i Farsø købe et lod, og er man heldig, udløser dette en funklende ny cykel eller en af de mange øvrige gevinster. Deltagerne i Hvalpsund, Strandby og Gatten kan allerede efter to ture købe lodder.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...