Motorsport

10 år og danmarksmester i motocross

Trods sin unge alder er Mathias Bøgelund Madsen allerede udråbt som et stort talent

AALBORG:Han hedder Mathias Bøgelund Madsen. Han er lige fyldt 10 år. Han har kørt 20 løb i denne sæson og vundet de 18. Og så har han forresten lige sikret sig titlen som danmarksmester i B-klassen, der er den bedste klasse, for helt unge kørere. Mathias Bøgelund Madsen kører motocross i Aalborg Motorklub, og det er han ret vild med. Hver lørdag træner han ude på crossbanen i Dall. Så træner han nogle af alle teknikkerne, som han lærer på de træningslejre, han er på. Det handler om at stå ordenligt på maskinen og komme rigtigt ned i svingene. Og det kræver mod. - Jeg lærer mig selv noget hver gang, jeg er ude at træne, siger Mathias, der startede med at køre på tohjulet motocrosscykel, da han var syv år - og begyndte at køre løb, da han var otte. Men faktisk begyndte det hele med, at Mathias, da han var fem år, brændende ønskede sig dén firehjulede motocrossmaskine, han havde set i en motorcykelforretning i Svenstrup. Og sørme om ikke han fik den? Selvom Mathias' far, Jens Bøgelund Madsen, er vildt stolt af sin søn, lægger han ikke skjul på, at han gerne havde set, at tingene var gået knap så hurtigt for Mathias. - Jeg havde regnet med, at han bare skulle trille lidt rundt med den ude ved hans onkel, fortæller Jens Bøgelund Madsen om dengang Mathias fik sin første tohjulede crossmaskine, der stod ude på onklens gård, hvor der var god plads til at fræse rundt på markerne. Men nu er Mathias allerede udråbt som et kæmpe talent inden for sporten. - Nu er han jo startet på det, og så må man være med til at bakke det op, siger den stolte far. Koncentration Men bortset fra at forskellige trænere har rost Mathias for at stå helt utroligt godt på en motocrosscykel, har den unge kører også en anden bemærkelsesværdig styrke: han er ekstremt god til at koncentrere sig. Faktisk er Mathias nærmest umulig at komme i kontakt med for alle andre, når han kører den brummende maskine hen til startfeltet. Og det er altafgørende, når man gasser maskinen op og venter på, at bommen går op til start. - Man skal ikke tænke på andet end den skide start, erklærer Mathias, der håber engang at blive lige så god som den professionelle kører, Jacob Almer, som Mathias er blevet trænet af på en træningslejr. - Men jeg blev godt nok lidt ked af det, da han skiftede til Suzuki, siger Mathias om sit forbillede med et grin. For Mathias står selv over for at skulle skifte crossmaskine. Den italienske Polini på 40 kilo bliver nu skiftet ud med en Yamaha. Den har flere hestekræfter, men den vejer også hele 75 kilo. Og det er noget af en maskine, når man som Mathias ikke vejer mere end 30 kilo. Derfor skal den nye maskine bygges lidt om i affjedringerne, så Mathias kan tumle den. Rykker op Den nye, større maskine betyder, at Mathias nu rykker op i en større klasse, hvor han skal køre mod modstandere, der sagtens kan være 15 år gamle. - Det er sjovt at prøve at udfordre sig selv, siger Mathias aldeles uimponeret. Og Mathias' far er også med på, at sønnen rykker en klasse op, selv om Mathias egentlig er for ung til det. - Dem, der har forstand på det, siger, at med det talent, Mathias har, kan han godt skifte nu, siger Jens Bøgelund Madsen. Han lægger iøvrigt ikke skjul på, at det er en både dyr og tidskrævende sport, hans søn har kastet sig ud i. Når den nye Yamaha står klar efter ombygningen har den kostet næsten 40.000 kroner. Så er det godt, man har en sponsor, bliver Mathias og Jens Bøgelund Madsen enige om, mens de blinker til hinanden. Sponsoren hedder "farmor", men det står der dog ikke på tøjet! Og når man stadig er i voksealderen, skal udstyr som hjælm, støvler og handsker også udskiftes jævligt. Mathias bruger omkring 5000 kroner om året på udstyr, og det betaler han selv af de penge han sparer op fra fødselsdagsgaver og den slags.