Rønne

10-årig død efter trafikulykke

Dreng overlevede ikke sammenstød mellem to biler

Foto: Morten Brandborg /Scanpix

Foto: Morten Brandborg /Scanpix

RØNNE:En 10-årig dreng er død efter en alvorlig trafikulykke mandag eftermiddag ved Hasle på Bornholm.

Det skriver Bornholms Tidende.

Drengen sad i en personbil med sine forældre og otteårige søster, da trafikulykken skete. Familien, der er fra Sjælland, var på ferie på Bornholm og på vej mod Hasle.

- Bilen stopper op og skal svinge til venstre. Så kommer der en personbil bagfra med en person i, som overser, at de holder stille og banker op i bagenden på bilen, fortalte vagtchef Jan Hansen fra Bornholms Politi mandag til Ritzau.

Drengen sad på bagsædet. Han blev i første omgang bragt til Bornholms Hospital. Herfra blev han senere fløjet til Rigshospitalet med helikopter.

Men hans liv stod ikke til at redde, og natten til tirsdag døde han af sine kvæstelser.

Resten af drengens familie og føreren af den anden bil kom ikke til skade ved ulykken, oplyste Bornholms Politi.

/ritzau/