10-årig dreng anmeldt for vold

Forældre til 10-årig pige melder klassekammerat til politiet efter voldsom episode i frikvarter på Gl. Hasseris Skole.

En 10-årig dreng fra en fjerde klasse på Gl. Hasseris Skole er anmeldt til politiet for omfattende vold mod en jævnaldrende pige fra sin klasse. Nordjyllands Politi bekræfter anmeldelsen, og sagen går nu videre til Aalborg Kommunes sociale myndigheder. Pigens forældre valgte at anmelde sagen til politiet, fordi der ved tidligere lignende episoder på skolen intet er sket i forhold til de børn, der optræder voldeligt. Forældrene, der ønsker at være anonyme, føler ikke, at det er muligt at få en dialog med skolens ledelse om de problemer, der er på skolen. Karin Hejlemann Vinge, der også er medlem af skolebestyrelsen på Gl. Hasseris Skole, siger til NORDJYSKE, at hun synes, at både episoden og politianmeldelsen af den er voldsom. - Mere kan jeg som bestyrelsesrepræsentant ikke sige nu. Fåmælt skoleleder Skoleleder på Gl. Hasseris Skole, Susanne Zimmer, vil kun oplyse, at hun kender til episoden og håndterer den, som skolens strategi på området beskriver, at hun skal. Om hun har været i kontakt med børnenes forældre eller de sociale myndigheder, vil hun ikke oplyse, ligesom skolelederen ikke vil hverken be- eller afkræfte, om der har været tilsvarende episoder med den 10-årige dreng tidligere, eller om der på skolen er en del voldsepisoder blandt børnene, sådan som forældre og bestyrelsesrepræsentanter har hævdet over for NORDJYSKE. - Jeg vil kun sige, at vi håndterer sagen, som den skal håndteres. Der er forskellige sanktionsmuligheder med eftersidning i den ene ende og bortvisning fra skolen i den anden, siger Susanne Zimmer. Skaller og spark i maven Den 10-årige pige har forklaret til politiet, at drengen i et frikvarter tog hendes hårbøjle, som hun ville have igen, men som han ikke ville aflevere. Drengen tog noget tygget brød ud af munden og tværede rundt i pigens ansigt. Derefter gik han udenfor og lavede en hård snebold, som han kastede i ansigtet på pigen. Den 10-årige pige tog fat i drengens arm og bad ham stoppe og give hende hårbøjlen, hvorefter drengen nikkede hende to hårde skaller, tog fat i hendes hår og rykkede en stor tot af. Da pigen lå på gulvet, sparkede drengen hende tre gange i maven. Den 10-årige pige har flere markante buler i hovedet og en bar plet, hvor håret blev rykket af. Hendes forældre har indtil videre vurderet, at hun ikke har haft brug for skadestuehjælp. Nordjyllands Politi har taget billeder af de skader, pigen er påført. En social sag - Det bliver en sag, der skal løses i SSP-samarbejdet. Vi har taget mod anmeldelsen, og så skal de sociale myndigheder på banen, siger Bjarne Meng, Nordjyllands Politi. Fra Aalborg Kommunes juridiske afdeling oplyser Merethe Aagaard, at socialforvaltningen i løbet af nogle dage vil gå ind i sagen og få et overblik over den fra alle involverede parter. - Så må vi vurdere, hvilke hjælpe- og støtteforanstaltninger, der kan være brug for til både skolen, ofret og den 10-årig dreng, siger Merethe Aagaard.

Forsiden