Redningsvæsen

10-årig dreng reddet fra voldsomt frontalsammenstød

HERNING:En person - formentlig en mand - blev dræbt og fire kvæstet, da der torsdag eftermiddag skete et frontalt sammenstød mellem en personvogn og en lastbil på Ringvejen lige nord for Brande mellem Herning og Vejle. Ved sammenstødet væltede lastbilen ned over personvognen, og føreren blev dræbt på stedet, oplyser Herning Politi, der foreløbig ikke ønsker at oplyse identiteten på den dræbte. Lastbilen brød i brand, mens en cirka 10 år gammel dreng befandt sig i førerhuset, hvor han var fastklemt. Ilden bevægede sig mod førerhuset, men blev slukket, inden den nåede drengen, som var vågen og ved bevidsthed under hele forløbet. Brandfolkene fra Falck forsøgte at skære ham fri, men da det ikke så ud til at lykkes, valgte indsatslederen at bruge en mobilkran, der tilfældigt kom forbi. Kranen kunne løfte lastbilen de 10-15 centimeter, der var nødvendige, for at frigøre drengen. Hele sceneriet blev forværret af, at lastbilen kørte med svinekød, og at ulykkes området derfor blev oversået med blandt andet halverede svinehoveder, oplyser øjenvidner. Ringvejen omkring Brande var først på aftenen stadig afspærret. /ritzau/