10-årig dreng uden for livsfare

Med en styrthjelm på hovedet kunne dreng have undgået alvorlige skader ved motocrossulykke, påpeger læge.

Den 10-årige dreng, der onsdag kom alvorligt til skade, da han på en ATV stødte sammen med en 15-årig dreng ved Nørager, er uden for livsfare, oplyser Nordjyllands Politi. Ulykken skete, da den 10-årige kom kørende på en ATV - et lille terrængående motorkøretøj - og kolliderede med en anden dreng, der kørte en tohjulet motocrosscykel. Den 10-årige havde ingen styrthjelm på og fik alvorlige kvæstelser i ansigtet og hovedet. Han var så ilde tilredt, at han var i fare for at miste livet. Men hvis bare han havde haft en styrthjelm på, så kunne han formentlig have undgået de svære skader, som han fik. Ifølge vagtchef Frank Liltorp, Nordjyllands Politi, har en læge på Aalborg Sygehus oplyst, at såfremt drengen havde båret en styrhjelm, så havde han formentlig ikke pådraget sig alvorlige skader.