10 års arbejde ødelagt

Wafaa Osama arbejder på Det Dansk-Egyptiske Dialoginstitut i Kairo og ryster på hovedet af den udvikling, sagen om Muhammed-tegningerne har taget

KAIRO:Telefonen ringer i det lille kontor på Det Dansk-Egyptiske Dialoginstitut, som er klemt ind på fjerde etage i en stor bygning i midten af Kairo. Den danske ambassadør skal interviewes til egyptisk tv klokken 17 i bygningen ved siden af, og ræser straks videre til næste programpunkt. Alle her har travlt med at følge med i sagen om Muhammed-tegningerne og hvordan den udvikler sig i de egyptiske medier. Wafaa Osama kender en del til gamet. Hun har arbejdet som journalist i Holland, har en magistergrad fra Exeter University i England og er i dag ansat som researcher her på instituttet. Hun begyndte at få de første sms'er og e-mails om boykot af danske varer for halvanden måned siden, og på det seneste er det gået hurtigt. Særligt programmet "Cairo Today" på betalings-kanalen Orbit har kørt en stil, hvor værten opfordrer supermarkeder og virksomheder til at ringe ind og melde sig i boykot-koret. - Alting ville unægtelig have været meget nemmere, hvis man havde givet en undskyldning til at begynde med, siger hun. Gud umulig at fatte I efteråret var Wafaa Osama sammen med en delegation af arabiske journalister i Danmark og mødtes i den forbindelse med Jyllands-Postens kulturredaktør for netop at diskutere de famøse tegninger. Selv om Wafaa Osama har et afslappet forhold til religion, bryder hun sig ikke om karikaturerne: - Jeg har ikke noget imod, at man kritiserer islam, men det gør man ikke ved at lave sjov med Muhammed. I stedet for at fremme en debat, har tegningerne provokeret folk og lukket debatten. Mellemøsten er et meget religiøst område, og indenfor den islamiske kultur laver man ikke sjov med religiøse symboler. Wafaa Osamas danske chef, Jakob Skovgaard-Petersen, har i sin bog om moderne islam beskrevet hvorfor, muslimer ikke afbilder deres gud: "Hvordan skal man forestille sig Gud? Det spørgsmål mener muslimer ikke vi kan besvare, for Gud er umulig at fatte med menneskets begrænsede sanser og fatteevne. Gud er allestedsnærværende, ubegrænset kropsløs. Han ligner intet vi kender. Ethvert forsøg på at sammenligne ham eller afbilde ham ville være en form for afgudsdyrkelse". På samme måde er Muhammed, der fik koranen, den fuldkomne og endegyldige åbenbaring, også enestående og langt vigtigere end nogen anden profet. - Derfor ser man heller aldrig nogen skuespiller spille Mohammed i de tv-serier eller historiske film, der er lavet om hans liv, siger Wafaa. - Man viser et stærkt lys i stedet eller fortæller bare, hvad han har sagt. Sådan er det også med de andre profeter. Man har for eksempel tidligere forbudt en film, hvor Anthony Quinn spillede Muhammeds onkel – den er nu blevet tilladt, fordi der trods alt kun var tale om hans onkel, men det siger noget om, hvor seriøst man tager det her. Folk tænder af Og at han nu bl.a. afbildes som en bombe, som selve urkilden til terror, har derfor fået mange muslimer til at tænde af. Så meget, at CNN torsdag aften brugte et langt "Insight"-program på at belyse forskellige aspekter af problemet. Her sammenlignede Edmund Ghareeb fra America University tegningerne med andre episoder, som har forfærdet muslimer i de senere år - for eksempel, hvordan koranen er blevet behandlet af amerikanske fangevogtere på Guantanamo, eller hvordan fanger fra Abu Graib-fængslet i Irak blev ydmyget. - Tegningerne skaber had, som i sidste ende fører til vold. Derfor skader de forholdet mellem religionerne, sagde Ghareeb blandt andet. For en dansker virker effekten af de 12 tegninger nærmest surealistisk. - Jeg ved, det kan være svært for danskere at forstå Muhammeds betydning her, siger Wafaa Osama, men måske kan effekten af tegningerne sammenlignes lidt med, at nogen brændte jeres flag af. Det bryder folk sig ikke om at se. En ting er, hvis det er danskere, som gør det, men det virker stærkere, når andre udefra gør det. Og sådan er det også i denne sag. Provokationen kommer fra en anden religion – udført af folk fra en vestlig kultur, som mange mener fører sig frem som værende overlegen i forhold til andre. Derfor skaber tegningerne vrede – folk ser dem som en arrogant handling, siger Wafaa Osama. I den sammenhæng hjælper det ikke noget, at andre medier i Europa også viser dem – eller som France Soir prøver at drage andre religioner ind i debatten med nye tegninger. - De fylder bare mere brænde på bålet og ødelægger alt, hvad vi har prøvet at bygge op her. Rigtigt mange mennesker vil gerne bygge bro og skabe en bedre forståelse mellem øst og vest. Det prøver vi på ved at ødelægge fordommene. Men nu, efter disse tegninger, siger folk: Nej, det er absolut intet til fælles imellem os, forklarer Wafaa Osama. - Vi prøver at integrere de forskellige kulturer i stedet for at få dem til at støde sammen, og nu har en eneste begivenhed ødelagt ti års arbejde.