Drab

10 års fængsel for drab på hustru

VIBORG:Den 60-årige tyske statsborger Hartmut Smieinski Ruby, der bor i Vestervig i Thy, blev i går af et nævningeting ved Vestre Landsret i Viborg idømt 10 års fængsel for drabet på hans otte år yngre hustru, Thilda. Den tyske mand blev udvist af Danmark for bestandig. Han udbad sig betænkningstid med hensyn til at anke straffen til Højesteret. Drabet fandt sted om natten 24. oktober sidste år, efter at parret havde været på besøg hos nogle tyske lystfiskere i et lejet sommerhus. Næste morgen opdagede naboen den 52-årige kvinde ligge livløs i haven. Først fire dage efter åbenbarede obduktionen, at kvinden var blevet kvalt, og den 60-årige blev straks anholdt. /ritzau/