10-års jubilæum på markedsdag

Løvvang Samråd inviterede til handelsdag i Nørresundby

Lindholm 22. september 2002 08:00

NØRRESUNDBY: Amtsborgmester Orla Hav, S, var på hjemmebane, da han i går middag åbnede Løvmarked i Løvvangshallen i Nørresundby. Den socialdemokratiske politiker talte varmt om alle de aktiviteter, som sundbynitterne havde sat i værk for at få en festlig dag sammen i Løvmarked, der i år fejrede ti års jubilæum. Og så havde han i anledningen af jubilæet et nyt slogan med: - Lad os fremover hilse pænt på hinanden. Vi behøver ikke ligefrem kysse hinanden, men sig ordentligt goddag, opfordrede Orla Hav de mange sundbynitter til, der var mødt frem til åbningen. Derefter tog amtsborgmesteren sin imaginære saks og klippede den imaginære snor over som tegn på, at nu kunne festlighederne godt begynde. Det gjorde de så, med felt forhindsbane, en kæmpe karrusel lavet af spejderne, dåsekast, pilekast, balancebom, konkurrencer, madboder, kageboder, pølsebod og i den lidt mere oplysende afdeling blandt andre beboerne på Skansen med deres antinazistiske materiale. Bestyrelsesmedlem i "Skansen mod nazime", Merethe Horn, fortalte, at gruppen fortsat er aktiv, og er med på FN-dagen 24. oktober på café Ib René Cairo sammen med Arbejdernes Internationale Forum, AIF. 9. november markerer "Skansen mod nazisme" krystalnatten på Nørresundby Torv klokken 12. Den tidligere SID-formand Hardy Hansen er en af talerne. Aalborg Ungdomsskole, Løvvang bibliotek, FOF Lindholm, KFUM Spejderne i Lindholm, Lindholm Badmintonklub, en lang række af Løvvangskolens elever og forældre samt flere øvrige havde stillet boder op i dagens anledning for at tjene en skilling til klasse-kassen, til idrætsforeningen eller blot for at oplyse.

Her ville vi gerne vise dig forslag til flere artikler, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Nordjyske Plus

Henter artikler...