10 års støtte får nu en ende

Aase og Jens Hansen takker af for loppemarked til glæde for gamle

Carsten Tolbøll
Aase og Jens Hansen har i 10 år stået for et loppemarked, hvor overskuddet ubeskåret går til ældre. Men næste lørdag afholder ægteparret det sidste loppemarked. Foto: Peter Mørk
Morsø 14. november 2016 18:00

NYKØBING: I en kælder fyldt med ting, allerdybest ude, på Fyrvejen i Nykøbing har et aldrende ægtepar gennem 10 år troligt stillet op et par gange om måneden og solgt brugte ting til glæde for plejehjemsbeboere. Men alt godt får en ende.

- Vi bliver for gamle. Det er for hårdt at drive det og skulle rundt for at indsamle de genstande, folk skænker os, få dem båret ned og stillet op. Nu må vi sige slut, siger Aase og Jens Hansen.

Faktisk hver for sig, for mens Jens står i kælderhalsen og byder kunderne velkommen denne frost- og solklare lørdag formiddag, er Aase allerede i fuldt sving med at handle og ekspedere længst inde i labyrinten af små rum i et anneks til rehabiliteringscentret Strandgården.

Hun fortæller, hvor meget indtjeningen fra loppemarkedet betyder for beboerne på plejecentret Johan Riis Minde i Nykøbing.

- Så kan de komme ud i det blå. Det har stor betydning for udflugter og arrangementer, siger hun.

- Vi har gennem de seneste år skaffet 30.000 kroner årligt til de gamle, siger Jens Hansen.

Og han ved heller ikke, hvor den hjælp fremover skal komme fra. Der er en chance endnu for at købe og støtte på lørdag kl. 10-14 på Fyrvejen 65.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...