10 dagbøder for vold i nabostrid

Trusler med en flaske har slået alvorlige skår i et naboskab i Nørresundby, der i retten er endt med en dom til den ene på 10 dagbøder på hver 200 kroner. Mellem jul og nytår synes den ene parcelhusejer, efter en heftig frokost tidligere på dagen med indtagelse af mindst 20 øl, at han ville tage lidt forskud på nytåret med fyrværkeri kort efter midnat. Naboen blev sur. Dels over larmen, som han mente forstyrrede hans sovende børn, dels over at han mente, noget af fyrværkeriet ramte hans hus. Så han entrede sin egen terrasse og bad sin nabo holde op med løjerne. Det ville naboen, der både i højde og drøjde er dobbelt så stor som naboen, ikke, og de to kom i skænderi. Den nu dømte gik indenfor, efter eget udsagn i retten, for at besinde sig med en breezer, der dog fik den modsatte virkning og ophidsede den berusede mand endnu mere. Han gik derfor over til naboen og ringede på. Så snart døren blev åbnet, tog den dømte fat i sin nabo, masede ham op i et hjørne og holdt ham fast. Mens han hævede breezer-flasken til hovedhøjde og meddelte meget bestemt, at han nok skulle komme ordentligt efter ham på et senere tidspunkt og give ham regulære tæv. Den noget mindre nabo havde fået nok og anmeldte forholdet til politiet. Med klar besked om, at naboen ikke havde slået men kun truet med det. Men dog taget så hårdt fat i den noget mindre forurettede, at denne havde fået hold i ryggen og var sygemeldt i nogle dage. Den dømte fik dagbøderne for både trusler og vold. Hos politiet mener man, episoden er til skræk og advarsel om, hvor galt det kan gå. Og de to villahaver i Nørresundby støder fortsat op til hinanden. Stram.