Klim

10 kandidater til ildsjælepris

Der er sat navn på Årets Ildsjæl i Jammerbugt Kommune, men det forbliver en hemmelighed ind til uddelingen af prisen 22. november.

Det oplyser formanden for kultur-, fritids- og landdistriktsudvalget Helle Bak Andreasen (V). - Der var indstillet 10 kandidater, bredt fordelt både geografisk og på virkeområder, og der var gode begrundelser for dem alle. Men vi er enige i udvalget om hvem der skal være årets modtager, tilføjer hun. Prisen består af et kunstværk og et diplom, og den blev uddelt første gang i fjor til gruppen bag renoveringen af Klim Forsamlingshus. Fra i år er målgruppen udvidet, så aktive inden for kulturlivet også kan indstilles.