10. klasse bliver i kommunens regi

- Vi har ikke plads til flere elever, siger Neil Jacobsen, EUC Nord. Arkivfoto: Bente Poder
- Vi har ikke plads til flere elever, siger Neil Jacobsen, EUC Nord. Arkivfoto: Bente Poder

Frederikshavn Kommunes planer om at udlicitere 10. klasse til EUC Nord er skrinlagt.

10. klasse centeret bliver i kommunalt regi, men ikke nødvendigvis på den nuværende adresse på Hånbækskolen.

Del af Budget 2017

Udlicitering af 10. klasse centret var en del af forliget om og et af Venstres fingeraftryk på kommunens Budget 2017, men efter et længere forhandlingsforløb mellem kommunen og EUC Nord må parterne erkende, at de ikke kan nå hinanden i en tilfredsstillende aftale.

- Vi har haft nogle gode og konstruktive møder, men i sidste instans måtte vi opgive at nå til enighed om en aftale, siger EUC Nords direktør, Neil Jacobsen.

To ting skilte parterne fra at nå i mål. Dels har EUC Nord pladsmangel på Hånbækvej og kan ikke rumme de omkring 185 elever, der går i 10. klasse, og dels hænger det ikke sammen økonomisk, hvis EUC Nord skulle overtage huslejen for Hånbækskolen, hvor 10. klasse centret ligger i dag.

- Det er en stor del af budgettet, og da kommunen driver 10. klasse centret meget effektivt, er der ikke noget at give af. Vi kan ikke spare, uden at det vil gå ud over undervisningens kvalitet, og det vil vi ikke være med til, siger Neil Jacobsen.

Undervisning af 10. klasses elever må ikke koste de eksisterende uddannelser på EUC Nord noget, da de er statsligt finansieret, mens 10. klasse er kommunalt.

EUC Nord oplever en kraftig stigning i kurserne på Autobranchens Udviklingscenter, og det udfordrer de fysiske rammer på Hånbækvej.

EUC Nord vil ifølge Neil Jacobsen - sammen med de øvrige ungdomsuddannelser - gerne bidrage til et tættere samarbejde om 10. klasse i forsøget på at nå kommunens målsætning om, at 45 procent af en ungdomsårgang skal tage en erhvervsuddannelse.

Overvejer anden placering

Børn-, skole- og arbejdsmarkedsdirektør i Frederikshavn Kommune, Heidi Becker-Rasmussen, bekræfter, at 10. klasse centret bevares i kommunalt regi, men oplyser, at man for øjeblikket overvejer en anden fysisk placering i forbindelse med en af de øvrige ungdomsuddannelser.

Personalet på Hånbækvej er orienteret, om at 10. klasse centret fortsætter i kommunalt regi.

Ifølge lederen af 10. klasse centret, Kristian Kristoffersen, er det blevet positivt modtaget af de ansatte.

- De ansatte ser det som en ankerkendelse af det arbejde og de resultater, de har opnået, siger Kristian Kristoffersen, der henviser til centerchef Lars Falk Hoffmann for yderligere kommentarer.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden