Hadsund

10. klassecenter har åbent hus

I Hobro er der åbent hus lørdag 24. januar - Hadsund-afdelingen slår dørene op 31. januar.

Hvis man har lyst til at høre mere om 10. klassecentret i Mariagerfjord, så er der en mulighed for at komme på besøg senere i denne måned. 10. klassecenteret holder åbent hus, hvor elever og lærere viser lokaliteterne frem og fortæller om skolens tilbud. I Hobro-afdelingen er der åbent hus lørdag 24. januar, Hadsund-afdelingen slår dørene op lørdagen efter, 31. januar. 10. klassecentrets elever kan berette om et travlt efterår, blandt andet med brobygning, hvor de har været på to forskellige ungdomsuddannelser. Alle 100 elever og deres lærere har været på studieture i henholdsvis Göteborg, London og Prag, og indtrykkene herfra bearbejdes klassevis i den kommende tid. Tiden frem mod vinterferien står også i fremtidens tegn med OSO-forløbet, en Obligatorisk Selvvalgt Opgave, som eleverne arbejder med i en uge og efterfølgende fremlægger, oplyser Jens Chr. Dalgaard fra 10. klassecentrets afdeling i Hadsund.