10. klasser smidt på porten

Skoleledere og forældre føler sig tromlet ned af Aalborg

Lars Vedsted
Elever i 10. klasse får over 40 kilometer til det nærmeste 10. klasse-center i Aalborg. arkivfoto: per kolind
Skolevæsen 1. oktober 2006 06:00

STORVORDE/FARSTRUP: Budgetforliget udraderer 10. klasserne i Storvorde og Farstrup. Fra næste skoleår får elever i den gamle Nibe Kommunes vestligste del over 40 kilometer til det nærmeste 10. klassecenter, som der bliver fem af i den nye storkommune. - Det er langt. Og mon ikke adskillige vælger, at tage på efterskole, spår souschef på Farstrup Skole, Torben Pedersen. Han konstaterer, at budgetforhandlingerne er foregået noget anderledes, end Farstrup Skole er vant til. - I den mindre Nibe Kommune blev vi altid hørt, og bidrog med ideer. Denne gang er vi på ingen måder blevet inddraget, inden beslutningen om, at lukke os. Torben Pedersen afholder sig fra stærke udtryk. - Lad os sige det på den måde, at vi åbenbart skal vænne os til et andet niveau. Farstrup Skoles 10. klasse rummer i år 20 elever - flertallet fra lokalområdet, og skolens elevtal er stagnerende. - Vi vurderer, at det faglige miljø er højt, og andre har rost netop vores udgave de seneste mange år. Måske spiller vi ud med et forslag om en særlig naturklasse, eller et alternativ i samarbejde med Pædagogisk, Psykologisk Rådgivning, PPR. - Der er jo ikke længere fra Farstrup til Aalborg, end fra Aalborg til Farstrup. Blev kørt over Formand for skolebestyrelsen, Peter Ross Jacobsen erkender, at skolebestyrelsen i denne uge smed håndklædet i ringen. - Ikke en gang Det Fælles Forældrenævn i Det nye Aalborg har gidet tage kontakt til os. - Vi er simpelthen blevet kørt over. Skolelederen på Tofthøjskolen i Storvorde er enig. - Vi har også oplevet en massiv tavshed fra Aalborg under budgetforhandlingerne. Sådan plejer det bestemt heller ikke, at være i Sejlflod Kommune, Vi er i den grad blevet tromlet ned, siger Peter Anker. Tofthøjskolen rummer i øjeblikket 26 elever i 10. klasse. - Vi skal nok op på 40 for at skabe den faglighed, vi stræber efter, og jeg mener i bund og grund, at fem 10. klassecentre i storkommunen er passende. - Men. Politikerne kunne ændre centrenes geografiske inddeling til fordel for eksempelvis os, der jo ligger tæt på Aalborg. - Vi overvejer kraftigt, at sende et forslag om ændringer til Sammenlægningsudvalget i samarbejde med skolebestyrelsen.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...