10. MARTIN JØRGENSEN

1,80 meter. Vægt: 76 kg. Klub: Udinese. Tidligere klub: AGF. Titler: Pokalmester: AGF (1996). Landskampe: 49 (27 sejre, 11 uafgjorte, 11 nederlag). Mål: 8.

Martin Jørgensens karriere har lidt under, at han stort set aldrig har været helt fri af skader i en længere periode eller har fået lov at være sig selv. Kort efter sin debut i 1998 blev Martin Jørgensen med det samme pålagt at skulle tage over efter begge Laudrup-brødrene, og de forventninger samt skaderne har gjort fodboldlivet svært for århusianeren med det åbenlyse talent. Martin Jørgensen har spillet i Udinese siden skiftet fra AGF i 1997, og han har flere gange været ”solgt” i medierne til større italienske klubber. Al omtalen samt egne og andres forventninger synes at have sat sit præg på dribleren, men i denne sæson har Martin Jørgensen for første gang i ualmindelige tider været forskånet for skader, mens han har arbejdet med at fokusere på nuet. Resultatet har været der med det samme i form af en stabil indsats på klub- og landshold. Martin Jørgensen er en af de bærende kreative kræfter på det danske landshold, når han er i form.