10 nordjyder med på dansk A-landshold

NORDJYLLAND: Nordjysk floorball er flot repræsenteret på det A-landshold, som landstræner Preben Pedersen har udtaget til tre kampe mod Letland, Finland og Schweiz i Avedøre i dagene 6.- 9. februar. Fra AaB deltager målmand Morten Andersen samt angriberne Jesper og Martin Lykke, fra Frederikshavn Bulldogs er Claus Riis Jensen med, og endelig har topholdet i Elitedivisionens vestkreds Outlaws FFK hele seks spillere med. Der er debut til Brian Marinussen og Lars Bach, mens kvartetten Peter Scheibel, Ronnie Gravgaard, Lars Jespersen og Kim Olesen tidligere har været med i landsholdstruppen. Der venter det danske hold tre skrappe modstandere, idet Finland og Schweiz rangerer som henholdsvis nummer to og tre i Europa, og letterne er også stærke. jop