10 nye lejligheder i østbyen

Tidligere traktorværksted bygges om til lejeboliger næste år

FJERRITSLEV:Det bliver noget af en forandring, det tidligere traktorværksted ved Alta i Østergade gennemgår næste år. I forvejen er der tre mindre lejligheder i bygningen, men når den gennemgribende renovering af bygningen er færdig, vil huset rumme 10 helt nye og attraktive lejligheder i varierende størrelse. Det er i hvert fald planen, som bygningens nye ejer, Morten Knudsen, V. Thorup, har arbejdet med et stykke tid, og nu er en lokalplan for byggeriet tæt på offentliggørelse. Bygningen får et ganske forandret udseende som boligblok med vandskurede og malede facader, tegltag og særskilt indgang til hver af de 10 boliger. Grønt gårdmiljø Der bliver otte parkeringspladser på den brede forplads og et grønt område i gården bag huset, hvor der også er adgang til kælderniveauet. Teknisk udvalg har sagt god for ideen, på betingelse af at byggeriet tilsluttes Fjerritslev Fjernvarme samt fællesantenneanlæg. Desuden skal Nordjyllands Amt sige god for byggeriet, fordi der tidligere har været benzinstation og værksted. Det gør at grunden er registreret som affaldsdepot. - Det drejer sig om nogle gamle tanke, men de er fyldt op og forsvarligt lukket af, oplyser Morten Knudsen, der har været i kontakt med både amt og kommune om grundens tilstand. - Intet tyder på at jorden er forurenet, tilføjer han. De 10 lejligheder er fordelt med to små på 58 kvm. i kælderplan, seks treværelses på 70 kvm og to fireværelses på 90 kvm. Alle disse får adgang fra Østergade, de øveste fra en svalegang. Investerer 4 mio. Morten Knudsen har kalkuleret med at investere 4 mio. kr. i ombygningen, ud over at han har købt ejendommen. Huslejen venter han vil komme til at ligge i omegnen af 4000 kr. om måneden for en lejlighed på 70 kvm. Lejlighederne indrettes ældrevenligt, dvs. uden dørtrin og med plads til kørestolsbrugere. Hvis alt går efter planen, er ombygningen gennemført til næste efterår.