10 par havørne på rede i Danmark

KØBENHAVN:Havørnen, der er Nordeuropas største rovfugl, fortsætter sin fremgang i Danmark. Der er i år kommet to nye par til, så ynglebestanden i 2003 er nået op på 10 par. Det betyder, at der er udsigt til et dusin flyvedygtige ørneunger denne sommer, oplyser Dansk Ornitologisk Forening (DOF). Syv af de 10 par har haft succes med familieforøgelsen, siger Benny Génsbøl, næstformand i DOF og specialist i rovfugle. - Desværre er det kikset for to helt nye par havørne, men man ser ofte, at det mislykkes med æg og unger for helt urutinerede fugle, der yngler første gang, siger han. Også for det erfarne ørnepar ved Bankel Sø i Sønderjylland vil det imidlertid mislykkes at få unger på vingerne i år. Parret ynglede her første gang i 1996, da havørnen efter 100 års fravær vendte tilbage til Danmark som ynglefugl. Og hvert år siden er der kommet flyvefærdige unger ud af reden, men ikke i år. Bankel-parret var begyndt at ruge, men opgav så. De ynglende havørne hører stadig de sydlige og østlige egne af Danmark til. Det er i vores del af verden almindeligt, at omkring 70 procent af parrene får succes med ynglen. /ritzau/