100.000 irakiske soldater skal på gaden ved valget

Militæret skal forhindre, at voldshandlinger forstyrrer valgprocessen

BAGDAD: Det amerikanske militær og Iraks amerikansk-indsatte regering har udarbejdet en plan om at sende 100.000 irakiske soldater og politifolk på gaderne den 30. januar, når der skal afholdes valg til en nationalforsamling. De store sikkerhedsstyrker skal forhindre, at oprørere forvandler valgdagen til et blodbad. Embedsmænd i Bagdad sagde torsdag, at de håber, at en offensiv mod oprørerne frem til valget sammen med store sikkerhedsforanstaltninger på selve valgdagen vil bane vej for, at valget kan finde sted over hele landet trods frygt for angreb på valgsteder. - De vil forsøge at forstyrre processen ved at angribe valgembedsmænd og de irakiske borgere, der er kandidater, eller som deltager i valgkampagnen. Der vil blive gjort forsøg på at angribe valgsteder, sagde den amerikanske brigadegeneral Erv Lessel, militærets næstkommanderende for operationer. Embedsmænd siger, at der er frygt for alt lige fra selvmordsattentater til bilbomber, angreb med håndskydevåben og morterer eller raketangreb. - Omkring 100.000 politifolk og nationalgardister bliver mobiliseret over hele landet, sagde Adel Lami fra Iraks Uafhængige Valgkommission. Onsdag sagde USA's præsident, George Bush, at det er afgørende, at Iraks valg finder sted som planlagt, specielt i lyset af, at al-Qaeda leder Osama bin Laden har opfordret til boykot. I de sunnimuslimske områder af Irak, dele af Bagdad og området nord og vest for hovedstaden, er oprøret specielt intenst, og her er der frygt for, at kun få vil stemme. Iraks Islamiske Parti, den største sunnimuslimske valgliste, har meddelt, at den trækker sig ud af valget på grund af situationen. Sunnimuslimerne udgør et mindretal i Irak på godt 20 procent. Det shiamuslimske flertal på godt 60 procent ventes at vinde et solidt flertal af de 275 pladser i den nye nationalforsamling. /ritzau/AFP