100.000 kr. i røveri-dusør

Klarup 20. september 2002 08:00

TERNDRUP: Nu udlover Spar Nords Lokalbank Terndrup en dusør på hele 100.000 kr., hvis man kan komme med oplysninger, der fører til opklaring af årets fire røverier i Storvorde, Skørping, Klarup og Terndrup. Alle fire afdelinger hører under Lokalbank Terndrup, hovedkvarter for i alt seks Spar Nord-filialer. Også de bankansattes faglige organisation, Finansforbundet, er med til at udlove dusøren. - Vi håber, at det kan være med til at fremme opklaringen, og det betyder meget for de berørte medarbejdere, at de skyldige bliver fanget, siger Anders Jensen, direktør i Lokalbank Terndrup. I alt 25 medarbejdere - og 10 kunder - var til stede under de fire røverier. Dusøren på de 100.000 kr. falder dog kun, hvis alle fire røverier opklares. Hvis man kan hjælpe med opklaringen af ét af røverierne, får man 25.000 kr. Ingen ved endnu, om de samme gerningsmænd står bag alle røverierne, eller om de på anden måde hænger sammen. Spar Nord har i forvejen skærpet sin sikkerhedspolitik efter den barske bølge af røverier, som skræmmende nok har ramt meget lokalt i forhold til bankens samlede net af i alt 66 afdelinger. Kassebeholdningerne i samtlige afdelinger er efter det seneste røveri i Terndrup skåret drastisk ned, og bankens ledelse har nu også besluttet at indføre tidslåse på bankboksene, så de først åbner med nogen forsinkelse og dermed generer eventuelle røvere. Borgere, der måtte være kommet i tanker om observationer i forbindelse med de fire røverier, kan enten henvende sig til Aalborg Politi eller Hobro Politi. Storvorde og Klarup hører under politikredsen i Aalborg, mens Skørping og Terndrup ligger i Hobro politikreds.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...