100.000 ventes til marked

BRØNDERSLEV:Der bliver underholdning for enhver smag, når Store Brønderslev Marked løber af stabelen i de kommende dage. Hele ugen er der strømmet til med varebiler og campingvogne, og ikke mindst i går kom mange for at opstille deres boder. I dag indledes Nordeuropas største efterårsmarked, der slutter mandag. Lørdag afvikles Markedsløbet, hvortil der plejer at stille nogle hundrede cyklister op. ”Tirolerband Aalburg”, Peter Larsen som Erna Iversen og Tjener Frandsen, Himmerlandske Sortkrudtsskytter og mange andre indslag bliver der i løbet af de fire dage. Tonny Aabo afvikler en konkurrence for nordjyske sang- og musik-talenter ”Stjerne på et marked”, og førstepræmien er at få mulighed for at indspille sin egen plade. Michael Wittrup fra markedsudvalget venter mindst 100.000 deltagere i løbet af de fire dage.