Birkelse

100 år med brugs i Birkelse

Gratulanter og gaver til butik som er klar til fremtidens krav

BIRKELSE:Flagallè gennem hele byen var med til at markere, at Brugsen i Birkelse fejrede sit 100 års jubilæum i går. Dagen blev også markeret i butikken, hvor der blandt andet også kunne handles i en lille gammel købmandsbutik, som i dagens anledning var stillet op med et sortimentet af blandt andet tavler, grifler, bolcher og andre gode sager i løs vægt. Men trods de mange år på bagen ser uddeler Jens Nøhr positivt på butikkens fremtid. - Byen har med sine 1100 indbyggere en størrelse, som gør, at vi sagtens kan leve af den, og byens borgere bakker op om os og handler hos os, siger Jens Nøhr, der står for butikken sammen med ti ansatte. Men omsætningen på ca. 19 mio. kr. kræver, at brugsen følger med tiden og har de varer, der efterspørges. -Selvfølgelig er det vigtigt at have friske varer af en god kvalitet. Men vores internetbutik er også en stor fordel, da den giver os et meget større vareudbud, fortæller Jens Nøhr, der blev uddeler i butikken for tre og et halvt år siden. - Vi har solgt stort set alle former for varer fra TV til læderstole. Den mindre brugs på landet kan også tilbyde de varer, man tidligere skulle i supermarkederne efter til konkurrencedygtige priser, siger han. Brugsen har de seneste tre år fået nyt fryse- og kølerum samt renoveret p-pladsen. Og i anledningen af 100 året var bagbutikken også forandret for en stund. Den var nemlig indrettet som en slags restaurant, hvor de mange gratulanter blev budt på kaffe og rundstykker og senere kagemand og sandwich. Det var uind i mellem stor trængsel, blandt andet da byens to børnehaver, Birkehuset og Landsbyhaven, kom på besøg for at overrække gaver i form af hjemmefabrikerede billeder. Således medbragte Birkehusets beboere på en trækvogn en meget stor, flot pyntet lagkage a la flamenco, og som en af de meget unge ”bagere” gjorde klart ikke kunne spises trods det lækre udseende. Både brugsens personale og bestyrelsen havde nok at se til den ganske dag og aftenen med, da festen fortsatte i forsamlingshuset og varede til ud på de små timer. Udenfor forsamlingshuset stod FDF Aaby-Vedsteds tamburkortps linet op og modtog på festlig vis de 140, der deltog i aftenfesten. Coop Danmarks formand, Ebbe Lundgaard, holdt festtalen og kom ind på de tanker om sunde varer til rimelige priser og på fællesskab, hvor man boede, som lå bag brugsens start. Inge Nielsen, formand for fællesforeningen af brugser, talte om ildsjælene, der startede og viderefører brugsen. Ligeledes talte den lokale formand, Magdalene Kragbæk og BentAndreasen, som i anledningen af jubilæet har samlet brugsens historie i et hæfte, der netop er udgivet.