Bælum

100 år med forsamlinger

Lille Brøndum fejrer 100-års fødselsdag for byens fine lille forsamlingshus

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Terrassen fra 2005 lige ud til haven og legepladsen er populær blandt forsamlingshusets gæster. De vil næsten hellere sidde herude end inde i salen, fortæller Peter Egon Larsen.

LILLE BRØNDUM: Når man først kommer til Lille Brøndum, er det svært at komme derfra igen. Og det skyldes ikke kun det faktum, at man bliver nødt til at vende om og køre tilbage ad samme vej til Solbjergvej, hvis man vil holde sig til asfaltveje. Det er nemlig en lille perle af en landsby, der gemmer sig her på østsiden af Bælum - ikke mindst på en strålende sommerdag. - Ja, vi ligger jo i lidt af en krog, smiler Peter Egon Larsen og kunne ikke tænke sig at bo andre steder. Nu har han boet her i samtlige sine 85 år - minus den tid, han var inde som soldat. Og i 32 år har han - ganske vist i to omgange - været formand for Lille Brøndum Forsamlingshus, som snart fylder 100 år. Nu om dage er forsamlingshuset stort set det eneste, der binder de 60 beboere i Lille Brøndum sammen. Alligevel kan det knibe lidt med opbakningen til huset. - Men det er jo ikke nemt at finde tiden for de børnefamilier, der nu er flere af herude igen. Det er svært at blive afløst i bestyrelsen. Til gengæld kan jeg også godt lide at gå og ordne heroppe, og jeg har jo tid til det. Jeg er her næsten hver dag for at se efter det hele og slå græsset og sådan. Og jeg klatter da også lidt maling på vinduerne, hvis de trænger, siger han beskedent og er alligevel ret stolt af huset: - Vi følger jo med og laver om, så godt vi kan. For en tre år siden lavede vi terrassen og en ny dør ud til haven, så kørestole nu kan komme ind ad en rampe. Vi har også for nylig lavet legehus og gynger, og det trækker faktisk nogle lejere til, at der er et sted, hvor børnene kan lege under familiefesten. Det er jo langt fra en trafikeret vej, så der kan ikke ske noget. Indtil 1984 var der ansat en vært eller et værtspar, og derefter lejede Hjemmeværnet lejligheden på loftet i 10 år. Huset bruges nu om dage mest til private fester og udlejes cirka en snes gange om året. Andespillet blev indstillet i 1986, og det er faktisk mest den årlige spis-sammen-aften om foråret, der for alvor samler byen i huset. Men fredag 8. august skal forsamlingshusets 100-års fødselsdag fejres med både flaghejsning og morgenkaffe på terrassen og spisning og dans om aftenen. Peter Egon Larsen har skrevet et jubilæumsskrift, som Sparekassen Himmerland, tidligere St. Brøndum Sparekasse, vil trykke i 50 eksemplarer. Også landsbypuljen og Spar Nord Fonden bidrager til jubilæet.