Skagen

100 år med godt humør

Anna Damm fejrede den runde dag

SULDRUP:Flere konger og to verdenskrige. En rivende udvikling med elektricitet, lys, telefon og meget andet. Det kan ikke bare Anna Damm se tilbage på gennem sit nu 100-årige liv, men faktisk kan hun dele historie med to andre på Himmerlandshave i Suldrup, hvor hun flyttede til for blot halvandet år siden. For nogle uger siden fyldte nemlig Marie Lassen de 100 år og sidste år blev en tredje beboer på Himmerlandshave 103 år. Anna Damm fejrede torsdag sin fødselsdag på Himmerlandshave med kaffebord og besøg af borgmester Anny Winther. Faktisk kender de to hinanden godt, for gennem mange år var borgmesterens mor og fødselaren gode naboer. Anna Damm er fra Estrup ved Øster Hornum. Hun drog på Vrå Højskole og var en tid medhjælp på Skagen Badehotel, inden hun vendte hjem til Estrup, hvor hun mødte sin mand, Willy Damm. De to blev gift i 1929 og købte landbrug i Oplev. De 70 tønder land drev de frem til 1937, hvorefter de overtog hjemmet i Estrup frem til 1965, inden de igen vendte tilbage til Oplev. Efter Willy Damms død i 1982 flyttede Anna Damm til Suldrup, hvor hun boede på Anlægsvej frem til december forrige år. Efter eget ønske flyttede hun til Himmerlandshave, da hun ikke længere kunne klare sig selv alene derhjemme. Anna Damm har sin egen humor og har stadig sit gode humør. Den store lidenskab er et slag whist, selv om hun troligt bedyrer, at hun altid taber. Hjemme kunne hun dårligt vente, når der var mulighed for et spil, og på Himmerlandshave har hun sin faste plads hver onsdag og spiller gerne mod hvem som helst. Anna Damm har en datter og to sønner, idet en søn er død. Dertil kommer ni børnebørn og 20 oldebørn samt et tipoldebarn. De yngste er endnu ikke fyldt et år. Efter sammenkomsten på Himmerlandshave i går samledes familie og venner i Sønderup forsamlingshus for at fejre de 100 år.