100 år og stadig fuld af fart på biblioteket

Frederikshavn Bibliotek har gennemgået en utrolig udvikling - 100-årsdagen blev fejret onsdag

Mange af byens skoler og institutioner deltog i bibliotekets 100-årsdag. I anledning af 100-årsdagen forærede biblioteket 100 af bibliotekar og forfatter Per Gammelgaards bøger til de første 100 børn. Foto: Hans Ravn

Mange af byens skoler og institutioner deltog i bibliotekets 100-årsdag. I anledning af 100-årsdagen forærede biblioteket 100 af bibliotekar og forfatter Per Gammelgaards bøger til de første 100 børn. Foto: Hans Ravn

Galleri - Tryk og se alle billederne.

"At give sine medlemmer nem og billig adgang til belærende og god, underholdende læsning". Sådan lød formålsparagraffen for biblioteksforeningen, der i 1912 stod bag åbningen af det første bibliotek i Frederikshavn. Onsdag kunne biblioteket fejre sin 100 års fødselsdag, og det skete med premiere på ny hjemmeside og fuldt program med kagemand, underholdning og fødselsdagsfest i hele åbningstiden. Tanker skal tænkes På bibliotekets nye, flotte, informative og dynamiske hjemmeside kan man læse bibliotekets historie, inspirerende og detaljeret fortalt af en, der selv har været med på en del af rejsen: Tidligere stadsbibliotekar Egon Pedersen. Under titlen "Tanker skal tænkes" tager han læserne med på en rejse gennem flere end 100 år. Se den nye hjemmeside her Her den korte version: Professor Andreas Schack Steenberg tog initiativ til den første biblioteksforening og dermed et egentligt bibliotek i Frederikshavn. Han allierede sig med grosserer Gylding-Sabroe, der var formand for De Samvirkende Afholdsforeninger i Frederikshavn, samt skoleinspektør H.A. Hald fra Fladstrandgades Skole. Det første bibliotek lå i stueetagen i et havehus i Danmarksgade 70, som blikkenslagermester Dyhr lejede til kommunen. Biblioteket blev indviet 7. marts 1912, og lærer V.P. Lauritzen var den første bibliotekar. Læsestuerne holdt åben hver aften fra 19.30-22.30, og mandag og fredag var der åbent for udlån af bibliotekets omkring 1400 bind. I 1920 overtog Chr. Poulsen jobbet som bibliotekar. Udlånet steg voldsomt, og 1. november 1926 flyttede bibliotekets til Frederikshavn Sparekasses ejendom i Danmarksgade 12, og allerede den første måned steg udlånet med 25 pct. Ellen Kongsbak blev ansat som assistent i 1931, og i 1939 fulgte Ulla Bentzien efter som assistent. Under besættelsen steg udlånet markant. Fra 1940-41 med 25 pct. til knap 70.000 bind, men fra marts 1945 begyndte en lokalemæssig ørkenvandring, som kom til at strække sig over de næste 20 år. Kommunen krævede, at biblioteket skulle flytte fra Danmarksgade 12, som skulle bruges til kommunal administration. Biblioteket flyttede over på den anden side af gaden til KFUM's sal i nr. 11, sølle 70 kvm., og biblioteket måtte lukke alle aktiviteter for børn, læsestuen og håndbiblioteket. I december 1947 flyttede biblioteket til skolekøkkenet i kælderen på Ørnevejens Skole, og først i 1963 fik biblioteket egne lokaler på Kallsvej, hvor der var premiere på et nyt tiltag: Aflytning af en større musiksamling på vinylplader. I marts 1978 rykkede biblioteket ind i den sydlige ende af byens nye rådhus på det gamle baneanlæg midt i byen, og 24. september 1987 var der indvielse af det nuværende bibliotek tegnet af Lasse og Jørgen Andersen. Med kommunalreformen i 2007 fusionerede biblioteket med Skagen og Sæbys ditto under navnet Frederikshavn kommunes Biblioteker, men som for 100 år siden er biblioteksarbejdet bygget på troen på, at "åben og fri adgang til oplysning, meningsdannelse og kultur for enhver er forudsætningen for aktiv medleven i udviklingen af et demokratisk samfund", som Egon Pedersen skriver i sit forord til "Tanker skal tænkes".

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.