Farsø

100 år og stærk i troen

Kristian Mosbæk Nielsen har overlevet to verdenskrige og fire konger

FARSØ:Allerede som barn kunne Kristian Mosbæk Nielsen lide at gå i kirke. Selv om det ikke var brugt i barndomshjemmet, eller ingen af hans søskende var med. - Måske var jeg lidt mærkelig, erindrer han 100 år efter siden fødsel. Men som barn kunne jeg godt lide at gå alene i kirke. Det gav en dejlig ro i sindet. Fredag blev den meget runde fødselsdag markeret med reception i hjemmet på Højgårdsvej. I 42 år var Kristian M. Nielsen landmand, idet han drev gården på Farsøvej, som i dag er klubhus for Farsø MC Klub. Han har levet så længe, at han har overlevet to verdenskrige og fire konger. Kristian Nielsen blev enkemand for to år siden, da hustruen døde. De fik fem børn, hvoraf de tre stadig lever. En søn på Fyn og to døtre i Aalestrup. Kristian Nielsen har alle sine dage boet i Farsø. For hundrede år siden var der ingen asfalt eller brolægning. Han kan huske, at bygningerne i midtbyen blev bygget og mindes, at sparekassen med tårnet så mærkelig ud dengang. Det har været et århundrede med utrolig teknisk udvikling. Elektriciteten blev almindelig, og særligt under den sidste verdenskrig vandt radioen udbredelse, da folk ville følge med ved at lytte til udsendelserne fra BBC. Selv blev han født som nummer to ud af en flok på ni søskende på Nørregård i Farsø. - Jeg har haft et godt liv og hjem, hvor vi har levet i troen på Kristus, som har hjulpet i svære stunder, siger fødselaren.