100 år var ikke nok

I dag, 8. marts, er det 100 år siden, at kvinderne fik deres egen kampdag.

Mange nordjyske organisationer, heriblandt Dansk Sygeplejeråd, er gået sammen om at markere dagen med en demonstration på Gammeltorv i Aalborg. Nu tænker du måske: Er der ikke for meget old school over en kamp, der har varet i 100 år? Skulle vi ikke prøve noget nyt? Svaret lyder: På 100 årsdagen er der stadig hårdt brug for, at vi ser virkeligheden i øjnene i forhold til ulighed mellem kønnene. Vi har et kønsopdelt arbejdsmarked, hvor * mænd generelt tjener mere end kvinder * typiske mandefag har et betydeligt højere lønniveau end typiske kvindefag - og det selv om uddannelseslængde og -niveau er ens * kvinder klarer hovedparten af det ulønnede arbejde i hjemmene * kvinder har mindre i pensionsopsparing end mænd, bl.a. på grund deltidsansættelser. Politikerne på Christiansborg har gentagne gange sparket bolden over til os i de faglige organisationer og vores arbejdsgivere. De henviser til, at lønkamp skal føres ved overenskomstforhandlinger. Det er bare ikke tilfældet, når det handler om kampen for ligeløn. Om vi så forhandlede de næste 100 år, vil vi aldrig kunne fjerne de uligheder, der ligger som et dybt og nedgravet mønster i det danske lønsystem. Det er i høj grad fordomme om værdien af mænds og kvinders arbejde og et resultat af politiske valg og beslutninger, der medfører manglende ligeløn. Derfor kræver det politisk indgriben. Vi skal sige til vores medlemmer og til alle andre danskere, at adressen, når det gælder kravet om ligeløn, det er Christiansborg.