Ældreforhold

100 år

Ingeborg Bjerre Berthelsen, tidligere lærer, Plejehjemmet Solvang, Vadum, fylder søndag 100 år.

Ingeborg Berthelsen

Ingeborg Berthelsen

Ingeborg Berthelsen er født i Hornum, men familien flyttede til Farsø, da hun var helt lille. Hun havde fem ældre brødre og kom til verden otte år efter den yngste bror. Som 15-årig - 1. januar 1926 - kom hun i lære som defektrice på Farsø Apotek. Hun arbejdede på apoteket i 13 år. Hun fortæller, at hun havde en rigtig god ungdom i Farsø, hvor hun bl. a. ledede gymnastik. Da hun blev 28 år, sagde hendes mor, at hun syntes, hun skulle uddanne sig til lærer. I 1939 begyndte hun læreruddannelsen i Silkeborg, hvor hun også kom til at lede gymnastik. Sin første stilling som lærer fik Ingeborg Berthelsen ved Blære Skole i Vesthimmerland. Som alle andre steder, hun kom til at bo, fik hun hurtigt meget at gøre med gymnastik og andet ungdomsarbejde. Efter nogle år i Blære fik hun lyst til at prøve noget nyt, så 1. januar 1947 blev hun ansat i Vadum Kommune med tjenestested ved Østerhalne Skole. Hun fik en lejlighed ved skolen. Den var dårlig! Fugtig og kold og uden toilet og håndvask, men arbejdet med børnene var dejligt, selv om der flere gange var 38 elever i klassen, ja, en enkelt gang 41. Hun begyndte at synge i Aalborg Korforening om aftenen. Her traf hun sin senere mand, Christian. Da de blev gift, byggede de hus på Rugmarken, hvor de anlagde en smuk have, som de havde stor glæde af. I 1975 havde Ingeborg den store sorg at miste sin mand. Hun fortsatte som lærer indtil 1979. Da var hun 68 år. Vadum Centralskole blev bygget i 1959. Her arbejdede fru Berthelsen i 20 år. Hun var meget afholdt af både børn og forældre, og stadigvæk er der gamle elever, der besøger hende. I 2008 kunne fru Berthelsen desværre ikke blive boende i sit hus længere. Nu bor hun på Plejehjemmet Solvang. Her giver hun ofte udtryk for stor taknemmelighed over, hvor søde og venlige de ansatte er.