100 år

Karen Andersen, Hobro Alderdomshjem, lejlighed 9 på B1, fylder torsdag 100 år.

Karen Andersen

Karen Andersen

Karen voksede op i en stor børneflok på Løkkenegnen. Ligesom sine søskende skulle hun hjælpe til derhjemme. Som ung arbejdede Karen også derhjemme, kun afbrudt af et ophold på Støvring Højskole. Karen mødte sin mand, Hjalmar, på en tur med højskolen. Karen havde været elev på sommerholdet, og Hjalmar var på vinterholdet. Hjalmar kom oprindeligt fra Rostrup. Karen og Hjalmar blev gift, da Karen var 25 år, og de købte en gård i Kielstrup på 25 tdr. land. Karen passede hjemmet, og de levede et stille og beskedent liv. Hjalmar tog lidt mere ud og var med i bestyrelser. De havde den store sorg at miste et nyfødt barn og tog senere plejesønnen Niels til sig. Karen og Hjalmar solgte gården i Kielstrup efter 43 år og købte hus på Vibevej i Hobro. Både i tiden i Kielstrup, og mens de boede i Hobro, kom de meget i kirken. Troen har altid betydet meget for Karen. I slutningen af 2003 blev Hjalmar syg og kom senere til genoptræning i Terndrup. Det var en vanskelig tid for dem begge, for det var besværligt for Karen at komme til Terndrup, og de døjede med at undvære hinanden. Hjalmar blev tilbudt en plejehjemsplads, og Karen valgte at følge med Hjalmar på Hobro Alderdomshjem. Desværre døde Hjalmar allerede i januar 2004. Det var en svær tid for Karen. De havde altid været gode til at støtte hinanden, når sygdom drillede. Langsomt kom hun til kræfter og vænnede sig til sin nye tilværelse. Karen var med på nærmeste hold under den store ombygning af Hobro Alderdomshjem, som blev omdannet til Leve - Bo miljøer. Hun flyttede i den forbindelse i en helt ny istandsat lejlighed i Leve - Bo miljø B1, hvor hun nyder en stille hverdag, og hun har det godt i sit eget selskab. Hun går ved hjælp af sin rollator og nyder også at sidde på sin stol lige uden for sin lejlighed, hvorfra der er udsigt til hele Leve - Bo miljøets fællesrum. Karen har bevaret sin humoristiske sans, og i trygt og godt selskab er der et lunt glimt i øjet. Hun deltager i de aktiviteter, hun har lyst og kræfter til. Det har altid været og er stadig mest gymnastik, sang og gudstjeneste, som har Karens interesse. Karen er ikke meget for at skulle fejres og ser ikke nogen grund til hurlumhej. Dagen fejres på Hobro Alderdomshjem sammen med Karens naboer, som hjælper Karen til daglig. Nogle få familiemedlemmer har sagt ja tak til at komme til eftermiddagskaffe.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.