100-året for Drachmanns død markeres stort i Skagen

14. januar er det 100 år siden, Holger Drachmanmn døde

3
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Drachmanns grav på Grenen er et yndet udflugtssted.

SKAGEN:Skagen er lyrikeren Holger Drachsmann by, her er han begravet, og her markeres naturligvis også hundredeåret for den store digters død. Den 16. oktober 1907 blev digteren og marinemaleren Holger Drachmann indlagt på dr. Ejnar Brünniches klinik i Hornbæk. Han var stærkt svækket og led af søvnløshed og depression. I nogle måneder var han sengeliggende og blev langsomt ved bedre helbred, men i januar 1908 stødte bronkitis og lungebetændelse med høj feber til. Den 14. januar klokken 10 om formiddagen døde digteren stille og roligt. Den 193 centimeter lange digter havde siden begyndelsen af 1870¿erne huseret i Skagen, og i hans kølvand fulgte mange andre kunstnere, som dannede den kunstnerkoloni, der stadig skrives masser af bøger om. Marinemaleren Drachmann blev også skribent, og dét med en produktion, hvis omfang kan tage pusten fra de fleste. Naturen og befolkningen i Skagen betog Drachmann, og han brugte byen og fiskerne i prosa, lyrik og dramatik. Glemselens slør har naturligvis lagt sig over dele af hans værker, men de gæve aktører i Drachmanns Hus, der hver sommer fylder atelieret med sang og musik, kan stadig finde og genfinde tekster, der i allerhøjeste grad er gangbare den dag i dag. - Holger Drachmann bliver man ikke sådan færdig med! konstaterer bibliotekar og én af kræfterne bag Drachmanns Hus Villa Pax på Hans Baghs Vej i Skagen, Hans Nielsen, der også er kilden til denne historie. Digterens hus blev kort tid efter hans død gjort tilgængeligt for publikum, og siden har tusinder besøgt den smukke kunstnerbolig. Drachmanns Legat Årligt uddeles Drachmanns forfatterlegat, og i 40 år har publikum ved Drachmannaftenerne kunnet stifte bekendtskab med Drachmanns forfatterskab. Derfor er der al mulig grund til at man i Skagen markerer 100-året for Drachmanns død. Som mange ved, blev hans urne nedsat i et gravkammer på Grenen. Ligfærden i Skagen var en enestående begivenhed, hvor 2000-3000 mennesker deltog. Drachmannklubben, Drachmann-eksperten Poul Bernth, Drachmann-troubadouren Kurt Kaas og Drachmanns Hus er gået sammen om at skabe en festlig mindedag 14. januar - helt i Drachmanns ånd. Det begynder klokken 12 med kransenedlæggelse og en lille højtidelighed ved graven på Grenen. Klokken 16 er alle velkomne i haven ved Skagens Museum. Her uddeles der fakler, hvorefter alle går i samlet trop gennem byen til haven ved Drachmanns Hus. Her serveres gravøl fra Skagen Bryghus og Poul Bernth læser Hans Hartvig Seedorffs mindedigt til Drachmann, skrevet i anledning af digterens 100 års fødselsdag i 1846. Drachmannpigerne Drachmannpigerne præsenterer en nyudgivelse af deres CD med Drachmanntekster og giver et par numre. Om aftenen er der Drachmannaften i kunstnerboligens atelier, hvor der bliver underholdning ved Poul Bernth, Kurt Kaas og Drachmannpigerne assisteret af Anita og Freddy Samsing. Sidstnævnte arbejder som organister på Fyn, men er særdeles velbevandrede i Drachmanns univers. Aftenen bliver en herlig blanding af kendte og mere upåagtede Drachmanntekster. Holger Drachmanns barnebarn, Svend Drachmann, som man snart vil kunne se i Nordisk Films spændende dokumentarfilm om Skagenkolonien, vil være til stede og repræsentere de mange efterkommere af digteren. Lica Weis Næraa, der for nogle år siden udgav publikationen ¿Ediths Historie¿ barsler snart med en ny udgivelse, nemlig Harriet Benzons erindringer. Drachmanns søster Harriet Benzon var søster til Holger Drachmann, og Lica Weis Næraa vil ved arrangementet i Drachmanns Hus fortælle om den spændende bog. I pausen serveres der bourgogne og lækre småretter og i haven blusser faklerne lystigt. Der er lagt op til en rigtig hyggelig aften, og det er derfor heller ikke mærkeligt, at der for længst er totalt udsolgt til arrangementet. Også i Hornbæk Også andre steder i landet bliver Holger Drachmanns dødsdag markeret. Således i Hornbæk, hvor der bliver fakkeltog 14. januar fra Bytorvet til Hornbæk Havn. Om aftenen er der et arrangement i Sognehuset, hvor der bliver fortalt om Drachmanns tilknytning til Nordsjælland, sunget viser og drukket bourgogne. Også til dette arrangement er der udsolgt - men i fakkeltogene både i Hornbæk og Skagen er alle velkomne.