100-årig fester i to dage

Borgmester-besøg og hilsen fra Dronning Margrethe, da Agnethe Germansen fyldte 100 år

AARS:- Kan vi ikke lige få en sang mere? Agnethe Germansen kan godt lide at synge - og feste. De 100 år, hun fyldte i går, har ikke ændret denne indgangsvinkel til livet. - Det er bare dejligt at se så mange mennesker her i dag. Og hved du hvad - i eftermiddag kommer der 50 gæster og fejrer fødselsdag med mig. Ja, og i morgen bliver der en 30 stykker til en ny fødselsdagsfest. Så kommer min familie nede fra Vejle-egnen herop... Agnethe Germansen fortæller med levende øjnene og et smil på læben. Hun sidder rank og smuk for enden af fødselsdagsbordet - faktisk er det kun kørestolen, der afslører, at hun ikke længere er så "godt til bens". Fredag formiddag havde hun i anledning af de 100 år inviteret til formiddags-åbent-hus i fællessalen i bebyggelsen Solbakken i Aars, hvor Agnethe - med fornøden hjemmehjælp - bor og klarer sig selv i en af de beskyttede boliger. Som hun sidder der ved festbordet med kaffe, rundstykker og en lille snaps indenfor rækkevidde kan hun skue over 60-70 gæster. Der er venner, bekendte, tidligere kolleger, naboer og en stor flok af "pigerne fra hjemmehjælpen", som Agnete kalder dem. Der bliver skålet, råbt hurra og sunget. Og holdt taler. Bl. a. af borgmester Knud Kristensen, der har fået "ærespladsen" - stolen ved siden af Agnethe. Han er der for gratulere på kommunens vegne og får sig en længere snak med Agnethe, om hendes ungdom, arbejdsliv og senest de foreløbige 35 år som pensionist. Ind imellem afbrydes snakken med borgmesteren - der kommer hele tiden fødselsdagsgæster ind ad dørene, og NORDJYSKEs udsendte får også lejlighed til at veksle et par ord med Agnethe - bl. a. med det uundgåelige spørgsmål: - Hvad har du gjort for at blive 100 år - og stadig være så frisk? - Jeg har prøvet at se lyst og positivt på livet, og så har jeg heldigvis haft et godt humør, som jeg har arvet efter efter min far, lyder det beskedent - og enkelt fra Agnethe, der stammer fra Vejle-egnen og som fra 1938 til 1967 arbejdede som husholdningskonsulent indenfor husmandsforeningen. På et tidspunkt tager hun selv ordet - hun vil gerne takke alle gæster for fremmødet og fremhæver kommunens piger for, hvad de gør for hende. Og erklærer med et smil henimod borgmesteren, at Aars er et godt sted at blive gammel. I samme åndedrag afviser hun en af tidens hyppige påstande om, at samfundet ikke behandler de gamle så så godt, som det burde. Den særdeles åndsfriske Agnethe siger - på sin egen beskedne facon - som altid sin mening. Men knap har hun sat sig, før hun igen tager ordet: - Jeg glemte noget. Om lidt kommer der en gæstebog rundt, som jeg gerne vil, I skriver I. Og i den ligger dronningens hilsen. Den må I gerne se... Og, ganske rigtigt. Den traditionelle hilsen fra Margrethe mangler heller ikke på denne store dag på Solbakken i Aars, hvor der til efteråret kan fejres endnu en 100 års dag. Da fylder en af de andre beboere, Jens Poulsen, 100.