Frederikshavn

100-årig savner unge

Frederikshavn Tennisklub ønsker flere, unge medlemmer i jubilæumsgave

Frederikshavn Tennisklub markerer 100 års jubilæet med et ønske om flere unge medlemmer.Arkivfoto: Bente Poder

Frederikshavn Tennisklub markerer 100 års jubilæet med et ønske om flere unge medlemmer.Arkivfoto: Bente Poder

FREDERIKSHAVN:Frederikshavn Tennisklub (FTK) har de seneste år udviklet sig til udelukkende at være en motionsklub uden turneringshold, og formand René Jensens jubilæumsønske lørdag 6. juni er derfor helt naturligt flere medlemmer og helst unge årgange.

- I bestyrelsen er vi en gammel garde, og jeg har selv været formand siden 2000, så det ville være dejligt med nye, friske kræfter, så vi måske endda kan få kampvalg til bestyrelsen, siger FTK-formanden.

2014 var lidt af et katastrofeår for den snart 100 år gamle tennisklub.

- Vi kom helt ned på 90 medlemmer sidste år, selv om vejret var rigtig fint til tennis, og i år er vi indtil videre kun knap 70 medlemmer i FTK, og det kan vi ikke leve med i længden.

- Så beskedent et medlemstal kan på sigt give økonomiske problemer, og vi skal helst være omkring 100 medlemmer i FIK, for at tingene kan løb rundt.

FTK-formanden glæder sig dog over, at man sidste år fik sat nye hegn op ved tennisbanerne på Jørgen Brøndlundsvej.

- Derfor har vi ikke de store udgifter foreløbig, og vi råder over fem gode baner, så det er bare om at kaste sig ud i det herlige tennisspil, siger René Jensen, der selv har været aktivt medlem af tennisklubben i Frederikshavn i 38 år.

Håber på turneringshold

I de seneste seks år har klubben ikke haft turneringshold, men det håber formanden bliver anderledes på sigt.

- I Dansk Tennis Forbund er det nu muligt at spille med rene herrehold, og det kan måske betyde, at vi igen i FTK får et turneringshold.

- Og under alle omstændigheder er vi stadig nogle stykker, der holder ketsjeren i gang i klubben, påpeger René Jensen, der udover flere, unge medlemmer også har et ønske om godt vejr både på jubilæumsdagen 6. juni og i ugerne derefter.

- Så skal folk nok komme ud på tennisbanerne, slutter formanden for den snart 100-årige klub, der havde sin storhedstid i 1990’erne med 400 medlemmer.

Arrangementet på jubilæumsdagen 6. juni indledes klokken 12.00, og der er åbningstale, grillbuffet, træning/instruktion ved Nicolai Adamsen, kaffe og kage på klubterrassen og lotteri.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.