100 års fødselarers erindringer er trykt færdig

ALS:Boldklubben Viking og Als Gymnastikforenings jubilæumsskrift i anledning af de to foreningers 100 års fødselsdag i år er nu færdigtrykt, og det er blevet en ualmindelig flot bog, fortæller Jan Gerts fra boldklubben Viking. - Bogen er på knap 170 sider, og vi har besluttet os for, at prisen skal være én krone for hvert år, bogen omhandler, 100 kr. Vi har valgt, at den skal være helt "ren", altså uden annoncer, siger han. Jubilæumsskriftet præsenteres første gang for offentligheden i forbindelse med jubilæumsfesten, der holdes lørdag aften i Als-hallen. Her vil manden bag, forhenværende borgmester Lau Jensen, fremlægge den og læse lidt op fra den. Han har brugt hundredvis af timer på at samle tekst- og billedmateriale og efterfølgende skrive det sammen. - Det er et skrift med mange konkrete historiske oplysninger og med masser af humor, blandt andet er der eksempler på Kvik-avisen fra gamle dage, siger Jan Gerts, der tror på, at bogen kommer til at stå i langt de fleste hjem på egnen, og at den bliver en stor gaveartikel. Umiddelbart efter jubilæumsfesten udbydes den til salg hos Gunhild Jensen og Sparekassen Himmerland.