100 biler med gule plader undersøges

Det tjekkes, om momsfrie biler bruges til private formål som at gå til ishockey eller koncert

Ishockey 9. december 2007 05:00

VENDSYSSEL: Forholdene omkring 100 biler er i færd med at blive undersøgt nærmere af Skattecenter Hjørring. Fælles for bilerne er, at de har gule nummerplader. Skattecentret har i flere omgange de senere måneder gennemført kampagner i for at tjekke, om der er betalt moms af de biler, som man støder på. Dels en stor kontrol i samarbejde med Nordjyllands Politi dels ved en række arrangementer og steder, hvor det ikke er naturligt, at en momsfri gulpladebil befinder sig. - Vi har fotograferet og noteret gulpladebil ved arrangementer, hvor gulpladebiler, der er rent erhvervsmæssige, ikke forventes at være, siger Erik Biegel. Ishockey og koncert Han fortæller, at det er ved Frederikshavn isstadion i forbindelse med ishockey, ved ridestævner, på motocrossbanen i Sønderskov, i sommerhusområder og ved Stig Rossen koncert i Frederikshavn. Hvis en bil udelukkende benyttes erhvervsmæssigt, så kan ejeren slippe for at betale moms. Bilister, der bruger gulpladebiler privat, skal betale momsen. De skal have en lille mærkat i bagruden, der fortæller at momsen er betalt. Det koster 800 kr. i bøde, hvis man glemmer at sætte den i. Er på vej i systemet Erik Biegel fortæller, at en del af de 100 sager allerede nu er på vej igennem skattesystemet: - Nogle af de sager får mere alvorlige konsekvenser, end folk lige forestiller sig. Der er god grund til at advare mod misbrug af reglerne for brug af gulpladebiler. Skattechefen nævner et eksempel med en bil til 500.000 kr., hvor der er trukket 100.000 kr. fra i moms., fordi den er anset for udelukkende at skulle bruges til erhvervsmæssigt brug. Hvis det opdages, at den bruges privat, skal de 100.000 kr. betales tilbage. Desuden vil brugeren rent skattemæssigt skulle beskattes af fri bil på 115.000 kr. pr. år. Desuden skal man betale mindst halv privatbenyttelsesafgift på 2.520 kr. - En afsløring kan altså medføre en efterbetaling på flere hundrede tusinde kr. Der kan også blive tale om bøde, hvis det er en strafbar handling, siger Erik Biegel.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...