100 børn hopper

AALBORG:To gange i løbet af den lange indsamlingsaften stiller DR direkte over til Kunsten i Aalborg. Formentlig bliver det kort efter kl. 19 og igen ca. ved 21-tiden, hvis det går efter planerne. Årsagen er, at 100 børn fra Fri-Stedet, Filipskolen, Sønderbroskolen, Vester Mariendal Skole og Seminarieskolen skal hoppe for Afrika. Sammen med børn i Odense, København og Rønne, skal de nordjyske børn hoppe, så meget, som de nu kan holde til. De børn der har været mest aktive, og har hoppet flest gange, har vundet, men alle de medvirkende børn hjælper til, da hvert enkelt hop giver kroner i kassen. Private firmaer er trådt til som sponsorer og givet et beløb pr. hop. Det er sangerinden Shirley og det populære band Bli' Glad, der står for musikken. De spiller op til hop i Aalborg, og mens de nordjyske børn kan glæde sig over levende musik, må de andre børn nøjes med de direkte tv-billeder fra Aalborg. - Vi stiller altid op til sådanne velgørenhedsarrangementer, men denne gang er det lidt specielt. På Fri-Stedet har vi børn fra 21 nationer - og mange af dem er fra de afrikanske lande, så på den måde er det helt naturligt, at vi stiller op, siger Jens Larsen fra Fri-Stedet. Han fortæller, at der har været stor interesse for at være med, og at børnene har trænet flittigt, så de ikke "går kolde" midt i sangen. jl