100 elever var sammen om et kæmpemaleri

STAE:100 børn fra 5-6 klasse på V. Hassing Skole er ved at male et kæmpebillede til deres skole i anledning af dens 25-års jubilæum. Jubilæet har været emnet for hele denne uge, og alle klasser har arbejdet på at festliggøre den kommende lørdag, hvor man fejrer de 25 år. Det hele starter klokken ni ved den gamle skole, hvor alle går i optog med musik til skolen, og her vil man danne tallet 25 som fotograferes fra luften. Ved samme lejlighed bliver der også en lille fly-opvisning. Derefter er der reception i hallen kl. 11.00 og fra kl. 12-13 underholder eleverne med modeopvisning fra 70erne til 90erne. Da det nu er 25 år siden skolen blev indviet får gæsterne også en gymnastikopvisning fra ”gamle” dage. Bestilt kunst Et synligt minde for denne store dag bliver kunst, som eleverne har skabt hos Jeanette Rubani i Stae, der har lagt lokale til. Her har skolebestyrelsen bestilt to stykker billedkunst - men lavet af elever fra fjerde til sjette klasse. Jeanette Rubani har både vejledt og undervist klasserne. - Fjerde klasse fik emne ”Familie”, og det er et stykke abstrakt billedkunst, hvor 43 små billeder a 20 gange 20 centimeter sættes sammen til et stort, fortæller Jeanette. Der er malet på rigtigt lærred spændt op på blændrammer, for det havde skolen bedt om. Anderledes er det med femte- og sjetteklasserne. Her har de på skift sammen sat deres præg på former og farver og malet et kæmpemaleri. Jeg har haft 20 børn hveranden time, så der var knald på, fortæller Jeanette. Hun har bistået dem i farvernes svære kunst, men ellers var det op til eleverne at få skabt harmoni i billedet. - Det blev hængt op, vi gik på afstand for at finde ind i det, og det nåede ikke helt at tørre før det næste hold stod klar med penslerne, siger hun ret fornøjet. For mange blev så optaget af denne form for undervisning, at de bestemt vil komme igen. De to kunstværker vil også kunne ses ved festlighederne på lørdag.