EMNER

100 forfaldne huse i Thy-Hannæs

25 huse rives ned eller fornys med midler fra "Mulighedernes Land", men fire gange så mange trænger

Omkring 100 huse og landejendomme i Thisted Kommune er enten modne til nedrivning eller trænger til en meget kærlig hånd. Det skønner kommunens planafdeling. Under overskriften "Mulighedernes Land" tages der fat på problemet med "tiloversblevne huse" tre steder i kommunen - nemlig i Frøstrup, Todbøl og Vestervig. Pengene i dette projekt, der bl.a, finansieres af fonden Realdania, rækker dog kun til 25 huse i de tre byer, hvoraf de 20 efter planen skal rives ned og de sidste fem sættes i stand. - Vi tager fat de tre steder, fordi det er her, der er kommet nogle konkrete forslag. Men der er mulighed for at for, at andre byer kan komme ind i billedet, hvis vi kan få supplerende finansieringskilder, siger Jens Bach, chef for kommunens planafdeling. Ikke en adresseliste Og ifølge kommunen selv er behovet altså cirka det firedobbelte. Der er dog kun tale om et skøn, understreger Jens Bach: - Vi har ikke lavet en adresseliste. Det kunne let løbe os ud af hænde. Han påpeger også, at situationen er dynamisk: Huse, der ser forfærdelige i dag, kan i løbet af kort tid forvandles til præsentable boliger. Og omvendt kan det hurtigt gå ned ad bakke, når et hus kommer til at stå tomt. Budgettet for den del af "Mulighedernes land", der handler om tiloversblevne huse, er på 15 mio. kr. Der er også mulighed for at søge statslige midler til formålet. Velfærdsministeriet har afsat 10 mio. kr. til "områdefornyelse" i mindre byer. Dette beløb ventes øget til 12,5 mio. kr., og det er meningen, at beløbet skal suppleres med bevillinger fra bl.a. kommunerne. Alligevel er det et beskedent beløb ¿ i betragtning af, at der på landsplan findes måske 10.000 tiloversblevne huse.