EMNER

100 kilometer i timen på skolevejen

HØRBY SKOLEBY: Fartmålinger på Døstrupvej i Hørby Skoleby gør indtryk på kommunens tekniske udvalg. Politikerne er nu parate til at etablere hæveflade ud for Hybenvej, så bilernes fart dæmpes. For et års tid siden bad blandt andet Rosendalskoles bestyrelse om at få et bump på stedet, fordi man oplever meget hurtig trafik på den strækning. Nærmere skolen er der ikke problemer, fordi fem skrappe bump her sætter en effektiv dæmper på fartbøllerne. Nu har en kommunal måling dokumenteret, at farten er et problem på den "bump-frie" strækning af Døstrupvej. Gennemsnitsfarten for de godt 1300 biler, der passerer hvert døgn, holder sig ganske vist på 46 km/t. Men Flere end hver tredje kører hurtigere end de tilladte 50 km/t, og nogle af dem endda rigtig meget for stærkt. Således afslørede fartmålingen, at en enkelt bilist nåede over 100 km/t en onsdag morgen mellem seks og syv. Flere andre kørte hurtigere end 80, og det var både om morgenen og om eftermiddagen, hvor skolebørn cykler og går ad vejen. - Vi vil ikke lave et nyt bump, men derimod arbejde på at få en hæveflade i krydset Døstrupvej og Hybenvej. Den vil blive etableret, når vi har pengene. Jeg håber, det kan blive i løbet af 2006, siger teknisk udvalgs formand Preben Christensen (S).