100 kroner fra et job

Kommunal arbejdsplads siger nej til borger med plettet straffeattest for et mindre tyveri

Tyverier 26. september 2005 06:00

AALBORG: Han går ledig, skal i aktivering, sagde ja til et job som kommunalt ansat med lønstilskud, men afvist for et butikstyveri til 100 kroner for to år siden. Flemming Tonnesen havde klædt sig ekstra pænt på, glædede sig i den grad, da han mødte op til jobsamtale i et kommunalt storkøkkenet i Svenstrup. Chefen og en afdelingsleder tog imod, og bad den 36-årige skrive under på, at de måtte søge oplysninger om ham hos politiet, Han skulle være startet 1. september, men så kom afslaget: din straffeattest er plettet. - Jeg har jo forlængst betalt bøden tilbage, og anede ikke, at tyveriet af en vare til 100 kroner kan få så store konsekvenser, fortæller Flemming Tonnesen. - Og hvad skal jeg nu gøre. Jeg er jo låst fast, stemplet af kommunen, og er ved at blive ligeglad med det hele. Ved ansættelser i private virksomheder bliver et lovbrud på straffeattesten slettet efter tre eller fem år. Hos det offentlige, - stat, amt og kommuner - bliver den først ren igen efter 10 år. Der står ikke på den, hvad jobansøgeren har begået af lovbrud. Om det er grov vold, eller butikstyveri af en pakke tyggegummi - den oplysning skal jobansøgeren selv komme med, og det gjorde Flemming Tonnesen. - Jeg dummede mig dengang for to år siden, men hvorfor i alverden kan jeg ikke få en chance for at komme videre med mit liv. Byrådskandidat for Enhedslisten, Susanne Flydtkjær, har nu bedt ældre-rådmand Anni Kjeldgaard om en redegørelse for praksis i ældre-handicapforvaltningen ved ansættelser af medarbejdere i aktivering. - Hvornår er praksis med afkrævelser af straffe-attester besluttet, og hvor. I byråd eller udvalg, spørger hun. - Det kan jo i bedste fald være et enkeltstående tilfælde med en leder, der gerne vil svælge i sin magtfuldkommenhed ved jobsamtaler, og ikke en fast praksis. Susanne Flydtkjær kalder afvisningen af Flemming Tonnesen for "en hån mod ledige, der søger job", og mener, at sagen formentlig er i strid med den politik, byrådet har vedtaget på området. I dag møder den 36-årige op hos SID-Job Aalborg i håb om, at der er hjælp at hente. - Men jeg tør ikke tro på det. Det er er noget være skidt.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...