100 motorcykler udenfor Hallund Kro

Der var kilometer af lædertøj og skinnende krom, da der blev holdt motorcykeltræf i Hallund

HALLUND:Solen bagte ned over pladsen foran og bagved Hallund Kro. Men de fleste steder nåede den knapt nok ned til asfalten. Rækker og rækker af motorcykler pakkede kroen ind i skinnende krom. En skinnende, orange motorcykel brummer ind gennem rækkerne og tiltrækker sig en masse opmærksomhed fra publikum. Motorcykel-entusiasterne, der var mødt op, fik en kop kaffe på kroen. Ved tre-tiden var der 100 motorcykler, venligst optalt af Bente Toft. Træffet var arrangeret af Trine Molin og Jan Christensen. De holder træf den tredje søndag i hver måned indtil september, med undtagelse af juli. - Jeg kommer her og siger hej til dem, jeg kender. Man lærer også en masse nye at kende, fortæller Marianne Stefansen fra Vendsyssel Motorcykel Club. Klubben har mellem 350 og 400 medlemmer. For at være medlem skal man have en motorcykel, der er fra får 1960. Hun er i øjeblikket ved at lære, hvordan hun selv kan reparere sin Nimbus. - Det er træls ikke at kunne gøre det selv, synes hun. Marianne Stefansen kommer fra Brønderslev, men arbejder i en børnehave i Aalborg. - Når jeg kommer kørende på min motorcykel, så synes børnene, at det er fantastisk. Motorcyklen giver hende en række specielle oplevelser. - Når man kører på motorcykel, har man styr på tingene. Gennem naturen. Man får alle lugtende, lydende. Når man kører på vejene og kommer ind i en by, kan man mærke varmen fra husene. Alligevel er det vigtigste for Marianne Stefansen det, at dele en interesse med nogle andre. - Vi mødes nogle gange 20 sammen i Brønderslev og kører ture. Men det bedste er pauserne, hvor man snakker sammen. I Brønderslev kører vi hver tirsdag aften. Så tager entusiasterne en tur rundt i Vendsyssel.