Lokalpolitik

1000 nye arter på 10 år i Sydøstasien

København: Naturens rigdom er enorm i Mekong-regionen i Sydøstasien. Det viser en ny rapport fra WWF Verdensnaturfonden, der påviser, at der i perioden 1997-2007 blev opdaget ikke mindre end 1068 arter - heriblandt verdens største krabbeedderkop med en diameter på 30 centimeter og et imponerende lyserødt drage-tusindben, som producerer cyanid-gift. Ifølge rapporten "First Contact in the Greater Mekong" er de fleste af de nye arter blevet fundet inde i nogle af regionens store uudforskede regnskovsområder og vådområder, men andre dukkede op på mere overraskende steder. En klipperotte, som man troede havde været uddød i 11 millioner år, blev opdaget af videnskabsfolk på et lokalt marked, og en ny hugorme-art blev fundet oppe under taget på en restaurant i Khao Yai National Park i Thailand. - Det er glædeligt, at der er så stor naturrigdom i regionen, og samtidig er det en rigtig god grund til, at vi skal arbejde for at skabe en bæredygtig udvikling, som mindsker presset på naturen og skaber bedre levevilkår for de fattige i regionen, siger Lasse Juul-Olsen, der er leder af WWF Verdensnaturfondens Mekong-program. De nyopdagede arter omfatter 519 planter, 279 fisk, 88 frøer, 88 edderkopper, 46 firben, 22 slanger, 15 pattedyr, 4 fugle, 4 skildpadder, 2 salamandere og 1 tudse. Mekong-regionen består af de seks lande, som Mekong-floden løber igennem: Cambodja, Laos, Burma, Thailand, Vietnam og den sydlige kinesiske provins Yunnan. Det er vurderet, at tusind nye hvirvelløse arter også blev opdaget i denne periode, hvilket understreger regionens enorme biodiversitet. /ritzau/