Videregående uddannelser

1000 søgte fem pladser

Stor rift om at komme ind på medicinstudiet på Aalborg Universitet.

Rikke Boye fra studiekontoret på Aalborg Universitet har knoklet sammen med sine kolleger med at få styr på alle ansøgningerne. Arkivfoto: Grete Dahl

Rikke Boye fra studiekontoret på Aalborg Universitet har knoklet sammen med sine kolleger med at få styr på alle ansøgningerne. Arkivfoto: Grete Dahl

Flere end 1000 unge prøver i år at komme ind på medicinstudiet på Aalborg Universitet via den såkaldte kvote 2. Men bare fem slipper gennem det meget lille nåleøje. Studiet optager ligesom i fjor 50 studerende, og kvote 2 omfatter 10 procent, altså fem pladser. Resten bliver optaget via kvote 1. Fristen for at søge via kvote 2 udløb tirsdag, og de seneste dage er det væltet ind med breve på AAU. Minimum 1000 til fem Det endelige tal for de enkelte studier bliver først gjort op onsdag, men minimum 1000 har søgt lægeskolen, oplyser studiekontoret. Den store interesse glæder dekan Egon Toft, der står i spidsen for AAU's sundhedsuddannelser. - Jeg er stolt af tallet. Det tyder på, at uddannelsen har et godt ry. Når man begynder på noget nyt, er man jo ofte bange for, at det kan være svært at vinde tillid. Interview om erfaring De fem bliver valgt ud ved at beregne et vægtet gennemsnit af udvalgte fag, men Egon Toft håber at have et nyt system klar til næste år. - Det er mit mål, at vi skal have en procedure, så vi kan udvælge et antal til interview. Sådan gør de i Odense, hvor de har gode erfaringer. Det samlede antal kvote 2-ansøgninger til AAU er steget fra 2454 i fjor til cirka 4230 i år. Også University College Nordjylland, der står for en række pædagogiske, sundhedsfaglige samt tekniske og merkantile uddannelser, melder om stor fremgang. Blandt andet er interessen for at blive sygeplejerske steget med 65 procent - og det i en tid med dystre udsigter for nyuddannede sygeplejer-sker.