Lokalpolitik

1000fryds bevilling ikke i fare

Borgmester Henning G. Jensen opfordrer alle parter til at respektere hinanden men vil ikke tolerere selvtægt

AALBORG:Det var ikke en statsgaranti, men budskabet var ikke til at tage fejl af efter mødet i bevillingsnævnet i går. Café 1000fryd mister ikke sin bevilling, men det bliver indskærpet, at spillestedet skal gøre deres til at undgå konfrontationer. ¿ Det er vigtigt, at vi har et sted som 1000fryd, men det er også vigtigt, at 1000fryd overholder de spilleregler, der er. Og så vil jeg opfordre den aalborgensiske befolkning ¿ dem der går til ishockey, dem der går til fodbold og alle mulige andre ¿ til også at respektere, at der er noget, der hedder 1000fryd. De, der kommer der, skal have lov at have deres sted uden at blive generet og uden at få slået ruder ud og meget andet, siger Henning G. Jensen (S), der er formand for bevillingsnævnet. Opbakningen til spillestedet glæder bestyrer Peter B. Olesen. ¿ For det første er jeg utrolig glad for, at vi ikke står til at miste bevillingen. Det regnede jeg nu heller ikke med. For det andet er det rart at høre borgmesteren være så klar i spyttet vedrørende de mange års chikane, hærværk og overfald, som vi er blevet udsat for, siger Peter B. Olesen. Forstår trang til at forsvare sig Selvom borgmesteren ikke vil undvære et 1000fryd i Aalborg, fordi her er "højt til himlen og plads til forskelligheder", så bryder han sig dog ikke om de fund, som Nordjyllands Politi gjorde, da de i torsdags gennemførte en razzia af spillestedet. ¿ Det er ikke så godt, at der er køller, jernrør og peberspray. Hvis man er bange for nogen, så tilkalder man ordensmagten. Jeg kan godt forstå, at man får trangen til at forsvare sig, men det er bare ikke foreneligt med at have en bevilling, understreger Henning G. Jensen, der ser frem til at få løst de problemer, der er omkring 1000fryd. ¿ Deres bevilling udløber med udgangen af juni, og restaurationsplanen giver os nogle muligheder. Vi kan snakke om videoovervågning, adgangskontrol, samarbejde med myndigheder om forebyggelse af kriminalitet, en 1-årig bevilling mod de normale 8 år og den slags, siger borgmesteren. Derfor skal der i forbindelse med den nye ansøgning afholdes et møde mellem repræsentanter fra 1000fryd og bevillingsnævnet inden sidstnævnte mødes igen 24. juni. ¿ Det ser jeg frem til. Vi har i forvejen siden august (sidste år, hvor der var massive uroligheder uden for spillestedet, red.) haft et godt og konstruktivt samarbejde med politiet og kulturforvaltningen. Endnu flere konkrete tiltag, der kan hjælpe vores gæster med at føle sig trygge hilser vi velkommen, siger Peter B. Olesen. 15 gæster og to dørmænd Han er især imødekommende over for videoovervågning, men er dog mere skeptisk over for kontrol ved dørene. ¿ Vi er byens mindste spillested, og hvis vi har en koncert med 15 gæster, så kan vi ikke have to dørmænd. Den økonomiske byrde kan vi ikke løfte, men ved større arrangementer kan jeg godt se et samarbejde med kommunen omkring afviklingen, siger Peter B. Olesen. Borgmesteren hæftede sig i øvrigt ved, at Peter B. Olesen ikke er skrevet ind som officiel bestyrer i papirerne, hvor Eva Vardinghus (den anden betalte bestyrer på 1000fryd, red.) står som bevillingshaver. En teknikalitet, som Peter B. Olesen meget nemt og smertefrit ser ændret ved den kommende bevilling, hvor begge bestyrere bliver skrevet på.